twitter google+ facebook

Isaac er gået i land

Isaac nåede lige præcis at gøre sig fortjent til prædikatet hurricane, før den onsdag aften gik i land på Mississippi-deltaet lidt sydvest for New Orleans, i området hvor hurricane Katrina gik i land for præcis syv år siden.

Vindhastighederne inden landgang nåede op på styrker, der klassificerede Isaac som en kategori 1-hurricane (mellem 119 og 153 km/t). Efter kort tid over land var vindhastighederne igen nede på stormstyrke.

Billeder fra den amerikanske GOES-satellit af luftens indhold af vanddamp ved Isaacs landgang. Animation NOAA.
Billeder fra den amerikanske GOES-satellit af luftens indhold af vanddamp ved Isaacs landgang. Animation NOAA.

Den store bekymring var dog ikke så meget vinden, som det var vandet. Ikke nok med, at Isaac hældte mellem 170 og 350 millimeter nedbør over de hårdest ramte områder, så medbragte den også en vinddrevet stormflodbølge og fik vandstandene i områdets mange flodudløb til at stige voldsomt.

Kombinationen af regn og en stormflodbølge forårsagede oversvømmelser mange steder omkring New Orleans. Trods oversvømmelser og strømafbrydelser for flere end 700.000 indbyggere, så lyder de første rapporter fra New Orleans på, at byens nyrenoverede dige-system har stået sin første prøve efter Katrina.

Tropisk Storm Isaac forsætter nu nordpå og taber yderligere styrke over de næste dage. Og selvom det ikke er en ønskesituation at få besøg af en Isaac, så håber mange, at den kan bringe regn til USA's knastørre kontinent.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 30. august 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder