twitter google+ facebook

Galaksen giver gratis strøm om 20 år

DMI's aprilsnar anno 2012 :-)

En ny energikilde vil kunne give gratis strøm til hele Jordens befolkning. En såkaldt galaksevind når vores solsystem om ca. 20 år. Det giver Jorden gratis strøm i en periode på tre til fem år. Forskerne kalder det en gylden mulighed for at ’starte forfra’.

Det bliver muligt at indvinde energien globalt med ganske simpel teknik. Forurening fra atomkraft- kul- og oliebaserede kraftværker bliver for en tid fortid, og energien vil være ægte grøn energi så længe den står på. Der vil være enorme besparelser på driften, i forhold til den nuværende energiproduktion, og miljøet vil verden over vil blive sparet for den CO2-udledning, vi ser i dag.

Solvinden er et kendt begreb, som vi jævnligt hører om, og vi oplever det med mellemrum som en solstorm - en strøm af partikler fra Solen, der laver kraftigt nordlys, og kan forstyrre el-nettet på Jorden, ved at inducere strøm i højspændingsledningerne.

Den ny-opdagede galaktiske jet fra Andromeda er op til 100 millioner gange kraftigere end solvinden. Når den rammer solsystemet om ca. 20 år, indhylles hele Jorden i en kraftig aurora; ikke bare nordlys og sydlys som vi kender det - men globalt, og det vil konstant være kraftigere end fuldmånens lys. De mørke nætter vil være fortid, men til gengæld kan strømmen indvindes lokalt med simple indretninger, der eksempelvis kan indbygges i el-biler og i bygninger.

Ifølge astronomibladet.dk opstår jetstrømmen, når det massive sorte hul, der befinder sig i centrum af Andromeda galaksen, suger stof til sig fra den lille satellitgalakse Messier 110. Satellitgalaksen befinder sig ved siden af gigantiske Andromeda.

En stor del af dette stof suges ind i det sorte hul, men en del af materialet undslipper og accelereres hermed op til astronomiske hastigheder, formodentlig omkring 50% af lysets hastighed. Spin i det sorte hul skaber samtidig en vortex, altså en hvirvlende rotation i den jetstrøm af undsluppet stof, der skydes ud i det intergalaktiske rum, og altså har retning mod vores solsystem.

Man kender kraftige jets fra andre galakser, for eksempel offentliggjorde newscientist.com i 2007, at man havde fundet en jet i galaksen CGCG 049-033, der kunne nå halvdelen af vejen til Andromeda, hvis den befandt sig i Mælkevejen.

Super-smalbånds Ethalon filtre til solobservation, kombineret med et eksperimentelt blå-forskydningsfilter har afsløret den hidtil ukendte jetstrøm fra Andromeda, efter en avanceret super-computerbehandling på DMI's CRAY XT5. Foto Jesper Grønne.

Nye målinger fra observatorier i Chile indikerer, at jetstrømmen endnu ikke har passeret Solens nærmeste nabostjerne Alpha Centauri, der befinder sig 4,2 lysår herfra. Når det sker, formodentlig indenfor de næste 10-12 år vil der gå yderligere omkring 8-10 år, før jetstrømmen rammer solsystemet, på sin vej gennem Mælkevejen. Forskerne forventer, at der omkring 2032 kan indbygges strømgivere i næsten alt, for eksempel mobiltelefoner, legetøj, cykler, biler, boliger samt større bygninger og skibe. Når strømgiveren er installeret er strømmen gratis og forureningsfri så længe den varer.

"Fra et klima- og energimæssigt synspunkt er dette fantastisk gode nyheder. Vi har nu i nærheden af 20 år til at forberede os på dette mildt sagt overflødighedshorn af energi, som passerer os. Implikationerne for vores forurenende industrier er kolossale og vi får nu foræret gylden mulighed for at rydde op i vores galoperende, opvarmende klima. Vores opvarmende effekter bliver jo sat på standby, mens galaksevinden passerer. Det giver os en enestående mulighed for - næsten - at begynde forfra," siger seniorforsker Ole Bonnesen ved Danmarks Klimacenter på DMI.

Der er yderligere informationer i Værd at Vide-boksen til højre.

Af Jesper Grønne

Redaktion Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 1. april 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder