twitter google+ facebook

Den varme weekend

National varmebølge, lokale hedebølger og tropenat. Alt sammen hen over en og samme weekend midt i august 2012.

Varm luft blev pumpet op over Danmark over weekenden den 17. til 19. august 2012. Landet kom ind i en markant varmsektor, hvor varmen strømmede op over os sydfra samtidigt med, at Solen bagte ned på os.

Selv perioder med skyer kunne ikke holde temperaturerne nede, og fra fredag til lørdag steg døgnmiddeltemperaturen for landet som helhed, mens søndag blev en anelse køligere samlet set. Fredag endte med en gennemsnitstemperatur på 18,8°C, lørdag nåede vi 22,1°C og søndag 21,3°C. Gennemsnittet af alle tre døgns temperaturer endte på 20,7°C.

Varmebølge over landet

Alle tre dage havde mere end 50% af landet opfyldt kriterierne for en varmebølge, hvor gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer, målt over tre sammenhængende dage, overstiger 25 °C. Samlet set har 68,2% af landet opfyldt kriterierne de forgange tre dage, og så er en national varmebølge en realitet.

Ikke alle regioner havde det lige varmt. Fyn var den region, hvor flest oplevede varmen. Her svedte 89,6% af regionen i en regulær varmebølge, mens Bornholmerne gik helt fri i denne omgang. I Nordjylland havde 15,8% det varmebølgevarmt.

I de øvrige regioner ligger tallet mellem 62,3% og 87,4%.

Lokale hedebølger

Helt lokalt er der også områder, der opfylder kriterierne for en hedebølge, hvor gennemsnittet af de højest registrerede temperaturer, målt over tre sammenhængende dage, overstiger 28°C. Det gør sig gældende for 0,8 % af landet. Kun i tre regioner var det lokalt varmt nok til at opfylde hedebølgekriterierne.

København og Nordsjælland 4,2%
Syd- og Sønderjylland 2,7%
Vest- og Sydsjælland samt Lolland/Falster 0,9%

Med endnu en varm mandag er det ikke utænkeligt, at vi ender med en regional hedebølge i København og Nordsjælland.

Skagens Gren lørdag den 18. august 2012. Foto Kurt Winkler.
Skagens Gren lørdag den 18. august 2012. Foto Kurt Winkler.

Tropenat

Natten mellem lørdag og søndag var varm. På to af DMI’s officielle målere nåede minimumstemperaturen ikke under 20°C. Det var tilfældet på henholdsvis målerene på Lyngbyvej, hvor DMI ligger, hvor laveste måling var 20,1°C, og målere på Hammer Odde, hvor laveste måling var på 21,2°C.

Det er en meteorologisk tropenat, når nattens minimumtemperatur et eller andet sted i landet, på intet tidspunkt kommer ned på eller under 20°C. Vi må derfor konkludere, at natten til søndag den 19. august 2012 blev en tropenat.  

Varmeste dag siden 2010, men ikke usædvanlig

Alle fik maksimumtemperaturer lørdag eller søndag over 20°C. Kun i Nordjylland og på Bornholm, samt de kystnære områder lå de maksimale temperaturer for weekenden under 25°C. En stor del af landet havde som weekendens absolutte maksimumtemperatur et sted mellem 25 og 29°C. Kun i den sydlige del kom termometrene op over 30°C.

Weekendens absolutte maksimumtemperaturer. Grafik Peter Riddersholm Wang.
Weekendens absolutte maksimumtemperaturer. Grafik Peter Riddersholm Wang.

De fem højeste temperaturer målt i weekenden blev alle målt søndag den 19. august i den sydlige del af landet ses i tabellen til højre.

Den højeste temperatur i sommeren 2011 var på beskedne 28,2°C, og blev målt ved Rønne på Bornholm den 6. juni 2011 om eftermiddagen. I sommeren 2010 blev den højeste temperatur målt til 34,1°C ved Hammer Odde på Bornholm den 11. juli. Så varmt var det dog ikke søndag den 19. august 2012.  

"Siden 1999 har sommernes maksimumtemperaturer været over 30°C alle år, undtagen lige sidste år i 2011. Så det vi oplevede i weekenden var ikke usædvanligt for en dansk sommer," fortæller DMI's klimatolog Mikael Scharling.

De fem højete officielle temperaturmåliger for weekenden

1. 31,5°C målt i Tessebølle

2. 31,2°C målt ved Landbohøjskolen

3. 30,5°C målt i Brandelev

4. 30,3°C målt i Store Jyndevad

5. 30,2°C målt på Flyvestation Skrydstrup

Varmen har toppet

De kommende dage presser køligere luft sig på, og temperaturene får et dyk nedad. Flere lavtryk med mulig regn og eventuel torden skal forbi landet, og sidst på ugen forventer meteorologerne dagtemperaturer mellem 17 og 20°C, og ned til 10°C om natten.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 20. august 2012.

Bork Havn ved middagstid lørdag den 18. august 2012. Foto Hanne Majlandt.
Bork Havn ved middagstid lørdag den 18. august 2012. Foto Hanne Majlandt.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder