twitter google+ facebook

Den længste dag splittet i Danmark

Sommersolhverv falder i år torsdag den 21. juni. Nordpå i Danmark når dagen hele 18 timers længde, men nu går det også den anden vej.

Den 21. juni er en ganske særlig dag - det er sommersolhverv.

At det er sommersolhverv hos os på den nordlige halvkugle betyder, at nordspidsen af Jordens omdrejningsakse hælder direkte ind mod Solen, som på dette tidspunkt passerer det højeste punkt på sin årlige himmelvandring. I 2012 sker det klokken 01.09 dansk sommertid den 21. juni.

At det præcise tidspunkt for solhverv ligger så tæt på midnat dansk tid betyder dog nogle komplikationer med at fastslå, hvilken dag i 2012, som er den længste i Danmark. I det følgende udreder Ole J. Knudsen fra StenoMuseet i Aarhus trådene:

Hvilken dag er årets længste i 2012?

Af Ole J. Knudsen, Steno Museet

Årets længste dag er normalt også den dato, hvor solhvervstidspunktet falder. Sådan står det også skrevet mange steder på internettet - men i Danmark passer det ikke helt i år; kun på Bornholm.

I Skriv- og Rejsekalenderen, som er Danmarks officielle almanak, står der at dagen før Sommersolhverv, onsdag den 20. juni er den længste dag.

Fordeling af nat og dag på Jorden set fra et punkt lige over ækvator på længdegraden 0 klokken 06:00 GMT/UTC (07:00 dansk normaltid og 08:00 dansk sommertid). Øverst de to jævndøgn med forår på den nordlige halvkugle til venstre og efterår på den nordlige halvkugle til højre (de to situationer er i praksis ens). Nederst de to solhverv med sommer på den nordlige halvkugle til venstre og vinter på den nordlige halvkugle til højre. Foto fra METEOSAT-8 satellitten EUMETSAT. Grafik DMI.
Fordeling af nat og dag på Jorden set fra et punkt lige over ækvator på længdegraden 0 klokken 06:00 GMT/UTC (07:00 dansk normaltid og 08:00 dansk sommertid). Øverst de to jævndøgn med forår på den nordlige halvkugle til venstre og efterår på den nordlige halvkugle til højre (de to situationer er i praksis ens). Nederst de to solhverv med sommer på den nordlige halvkugle til venstre og vinter på den nordlige halvkugle til højre. Foto fra METEOSAT-8 satellitten EUMETSAT. Grafik DMI.

Selve solhvervstidspunktet er torsdag den 21. juni klokken 01.09 dansk sommertid, og det er der ikke noget galt med. Det er astronomisk bestemt.

Solhverv er de to tidspunkter på året, hvor Solen 'vender', dvs. hvor vi går mod kortere eller længere dage, henholdsvis ved sommersolhverv og vintersolhverv.

Fordi det nøjagtige solhvervstidspunkt i år ligger tæt på midnat, giver det nogle pudsige forhold tids- og kalendermæssigt.

01:09 dansk sommertid, torsdag den 21. juni er 00:09 dansk normaltid.

Jordens bane om Solen udgør en ellipse med Solen i det ene brændpunkt. Jordens akse hælder 23,5° i forhold til en linje vinkelret på ellipseplanet. Jordens akse peger mod Nordstjernen.
Jordens bane om Solen udgør en ellipse med Solen i det ene brændpunkt. Jordens akse hælder 23,5° i forhold til en linje vinkelret på ellipseplanet. Jordens akse peger mod Nordstjernen.

Vi har valgt, at klokken skal være den samme i hele den tidszone, som vi også kalder mellemeuropæisk tid, eller zonetid, og som dækker hele Danmark. Når vi ser med de helt fine briller på dagens længde, nytter det ikke noget at bruge den såkaldte zonetid, for selvom vores land ikke er så stort, er der alligevel store tidsforskelle, når vi ser på astronomiske fænomener som for eksempel dagens længde.

Derfor må vi se på lokaltiden i stedet, og så bliver det lidt langhåret!

På 15° østlig længde; en linje, som går ned igennem det østlige Bornholm, stemmer mellemeuropæisk tid og lokaltid overens. Her er det den 21. juni, som er årets længste dag.

Længere vestpå passerer vi en tidsgrænse, og vest for den passer angivelsen i Skriv- og Rejsekalenderen. Lokaltiden er nemlig 9 minutter efter (altså senere end) zonetiden når vi kommer vest for 12°45' østlig længde (en linje ned igennem Øresund igennem Saltholm), og her er det altså dagen før, som er den længste.

Skriv- og Rejsekalenderen er beregnet for Københavns Observatorium, som ligger på 12°34'34" østlig længde, så der er altså ikke nogen fejl i almanakken - den fortæller blot ikke hele historien.

Forskellen i dagens længde fra den 20. til den 21. juni er få sekunder, så det her er kun en principiel ting for nørderne. I praksis betyder det ikke noget.

År Jævndøgn tidspunkt Solhverv tidspunkt Jævndøgn tidspunkt Solhverv tidspunkt
2015 20. mar 23.45 21. jun 18.38 23. sep 10.21 22. dec 05.48
2016 20. mar 05.30 21. jun 00.35 22. sep 16.21 21. dec 11.44
2017 20. mar 11.29 21. jun 06.24 22. sep 22.02 21. dec 17.28
2018 20. mar 17.15 21. jun 12.07 23. sep 03.54 21. dec 23.22
2019 20. mar 22.59 21. jun 17.54 23. sep 09.50 22. dec 05.19
2020 20. mar 04.50 20. jun 23.44 22. sep 15.31 21. dec 11.03
2021 20. mar 10.37 21. jun 05.32 22. sep 21.21 21. dec 16.59
2022 20. mar 16.33 21. jun 11.14 23. sep 03.04 21. dec 22.48
2023 20. mar 22.24 21. jun 16.57 23. sep 08.50 22. dec 04.27
2024 20. mar 04.06 20. jun 22.51 22. sep 14.44 21. dec 10.20
2025 20. mar 10.02 21. jun 04.42 22. sep 20.20 21. dec 16.03
2026 20. mar 15.46 21. jun 10.25 23. sep 02.05 21. dec 21.50
2027 20. mar 21.25 21. jun 16.11 23. sep 08.02 22. dec 03.42
2028 20. mar 03.17 20. jun 22.02 22. sep 13.45 21. dec 09.20
2029 20. mar 09.02 21. jun 03.48 22. sep 19.38 21. dec 15.14
2030 20. mar 14.52 21. jun 09.31 23. sep 01.27 21. dec 21.10
2031 20. mar 20.41 21. jun 15.17 23. sep 07.15 22. dec 02.56
2032 20. mar 02.22 20. jun 21.09 22. sep 13.11 21. dec 08.56
2033 20. mar 08.23 21. jun 03.01 22. sep 18.52 21. dec 14.46
2034 20. mar 14.18 21. jun 08.44 23. sep 00.40 21. dec 20.34
2035 20. mar 20.03 21. jun 14.33 23. sep 06.39 22. dec 02.31
2036 20. mar 02.03 20. jun 20.32 22. sep 12.24 21. dec 08.13
2037 20. mar 07.50 21. jun 02.22 22. sep 18.13 21. dec 14.08
2038 20. mar 13.40 21. jun 08.09 23. sep 00.02 21. dec 20.02
2039 20. mar 19.32 21. jun 13.57 23. sep 05.50 22. dec 01.40
2040 20. mar 01.11 20. jun 19.47 22. sep 11.45 21. dec 07.33
2041 20. mar 07.07 21. jun 01.36 22. sep 17.27 21. dec 13.18
2042 20. mar 12.53 21. jun 07.16 22. sep 23.12 21. dec 19.04
2043 20. mar 18.28 21. jun 12.58 23. sep 05.07 22. dec 01.01
2044 20. mar 00.20 20. jun 18.51 22. sep 10.48 21. dec 06.44
2045 20. mar 06.07 21. jun 00.34 22. sep 16.33 21. dec 12.35
2046 20. mar 11.58 21. jun 06.15 22. sep 22.22 21. dec 18.28
2047 20. mar 17.53 21. jun 12.03 23. sep 04.08 22. dec 00.07
2048 19. mar 23.34 20. jun 17.54 22. sep 10.01 21. dec 06.02
2049 20. mar 05.29 20. jun 23.47 22. sep 15.43 21. dec 11.52

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 20. juni 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder