twitter google+ facebook

Da Danmarks værste skypumpe raserede ved Holstebro

Det gik langt fra fredeligt for sig, da Danmarks værste skypumpe i nyere tid slog ned nordvest for Holstebro for præcis 50 år siden.

Den 11. februar 1962 var dagen for den alvorligste skypumpe i nyere dansk vejrhistorie. Skypumpen slog ned i et område nordvest for Holstebro.

Beretningerne fra dengang lyder på, at omtrent 100 bygninger blev mere eller mindre beskadiget. Efterfølgende viste det sig, at bygningsmaterialer var transporteret over en strækning på op til 13 kilometer!

Af andre voldsomme hændelser kan nævnes, at en skurvogn blev smidt op i luften og elektriske ledninger på et jernbaneterræn revet ned. Skypumpen passerede også en plantage, hvor 500 træer knækkede eller blev revet op med rode.

Skader efter skypumpen ved Holstebro den 11. februar 1962. Foto Bent Holm. Udlånt af Lokalhistorisk Arkiv Holstebro.

Skypumpen ved Holstebro var formentlig i F1-klassen tæt på grænsen til F2. F1 er den næstsvageste af seks klasser på den såkaldte Fujita-skala.

I anledning af det særprægede jubilæum, har Dagbladet Holstebro-Struer samlet et stort billedmateriale fra blandt andet Lokalhistorisk Arkiv Holstebro.

I 'Værd at Vide'-boksen finder du link til galleriet hos Dagbladet Holstebro-Struer samt artikler om skypumper og tornadoer.

Skader efter skypumpen ved Holstebro den 11. februar 1962. Foto Lokalhistorisk Arkiv Holstebro.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 11. februar 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder