twitter google+ facebook

Bedre stormflodsvarsling

Ni lande omkring Nordsøen samarbejder om at gøre stormflodsvarslingen for Nordsøen endnu bedre. En fælles dataportal sikrer hurtig dataudveksling, og det giver bedre stormflodsvarslinger.

Godt 20 gæster fra landene omkring Nordsøen besøgte DMI den 12-13. september 2012 for at drøfte det internationale samarbejde, der skal fremme bedre stormflodsvarsling for landene omkring Nordsøen. Det såkaldte 'NOOS-møde' afvikles årligt, og i 2012 var DMI værter.

NOOS står for North West European Shelf Operational Oceanography System, og det internationale samarbejde startede for cirka ti år siden. Dette års møde havde tre fokusemner:

  • Prognosernes nøjagtighed samt præsentation de nyeste prognosemetoder
  • Videreudvikling af NOOS-dataportal, hvor de nyeste havdata for Nordsøen gøres frit tilgængelige
  • Hurtig og sikker kvalitetskontrol af havdata før de bruges i havmodeller
Udvekslingen af bølgedata for Nordsøen blev diskuteret med udgangspunkt i Caroline Gautiers præsentation. Hun kommer fra institutionen Deltares i Holland. Foto: Palle Bo Nielsen.
Udvekslingen af bølgedata for Nordsøen blev diskuteret med udgangspunkt i Caroline Gautiers præsentation. Hun kommer fra institutionen Deltares i Holland. Foto: Palle Bo Nielsen.

Deltagerne kommer fra ni lande (Belgien, Frankrig, Tyskland, Irland, Holland, Norge, Sverige, Storbritannien og Danmark) som samarbejder om at observere og forudsige havets tilstand. I fælleskab holder landene nøje øje med Nordsøens havstrømme, vandstande, bølger, saltindhold og temperatur, og den fælles viden danner grundlag for beregninger til forudsigelse af havets tilstand.

Alle lande lægger sine kvalitetssikrede havdata og beregnede vandstandsprognoser ud på en fælles dataportal. Dermed har alle til enhver tid hurtig adgang til hinandens nyeste data og modelberegninger.

"Det er en stor fordel, når der så er optræk til en stormflod. Med adgang til en hel stribe forskellige havmodeller og deres prognoser kan vi få et større overblik over mulige udviklinger af situationen. Med den viden, kan vi udarbejde en samlet vurdering af, hvor alvorligt det bliver," forklarer oceanograf fra DMI Jacob Woge Nielsen.

Redigeret af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 18. september 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder