twitter google+ facebook

ATJUH!... Birkepollensæsonen 2012 sætter i gang

Nogle af forårsbebuderne er kommet. Antallet af birkepollen målt i luften onsdag eftermiddag skyder pollensæsonen 2012 i gang.

Dagens Pollental for birk var på 70. Dermed lyder startskuddet til forårets røde øjne og løbenæser. I Danmark er der knapt en million pollenallergikere, der de kommende måneder bliver generet af forskellige pollentyper.

Fra og med i dag onsdag den 11. april 2012 udsender Astma-Allergi Danmark og DMI Dagens Pollental og Pollenvarsling for birk. Birk er det forårspollen, som har flest allergikere på samvittigheden.

Pollensæsonens start i 2012 er omkring en uges tid før normalt ifølge pollenkalenderen. Det skyldes det meget milde vejr vi havde i marts. Pollensæsonen for birk er normalt kort og intens i 3-4 uger med flest birkepollen i luften i dagene omkring 1. maj.

Det er svært at forudsige den totale mængde birkepollen for en sæson. Mængden afhænger blandt andet af vejret sidste sommer og den biologiske rytme. Tages disse parametre i betragtning tyder 2012 på en sæson over middel.

Men mængden afhænger også af, hvordan vejret bliver under blomstringen i de kommende 4-5 uger. Generelt giver lunt og solrigt vejr under blomstringen mange pollen i luften. Til gengæld giver kulde og regn en sæson uden voldsomme mængder pollen.

Gode råd om pollen

Det er umuligt helt at undgå pollen. Derfor er det vigtigt at sørge for en effektiv medicinsk behandling og at holde øje med Dagens Pollental og Pollenvarsling.

Har du - trods optimal behandling - symptomer, når tallet for pollen er højt, er her et par gode råd:

  • Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller
  • Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng
  • Tør dit tøj i tørretumbler i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj
  • Hold en lang siesta i timerne omkring frokost, hvor der er flest pollen i luften
  • Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften
Selv om birketræerne er knapt så grønne i Danmark endnu er der allerede birkepollen i luften. Foto: Willow/Wikipedia under GNU Free Documentation License.

Få dagligt polleninfo på mobilen

Du kan få Dagens Pollental og Pollenvarsling direkte på din mobiltelefon via datatrafik. Send en sms med teksten MOB POL til 1969 og hent programmet "Dit Mobile Pollental" til din telefon. Hvis du har en iPhone, så søg efter "pollental" i din appstore. Så har du altid de nyeste meldinger direkte ved hånden. Servicen er gratis. Læs mere om Dit Mobile Pollental på Astma - allergi Danmarks hjemmeside, hvor du også finder mere viden om pollen, allergi og deres Rådgivning.

Du kan også finde Dagens Pollental og følge udviklingen i forhold til en gennemsnitlig sæson for de seks pollentyper i løbet af pollensæsonen via linket i 'Værd at vide boksen' til højre.

Dagens Pollenvarsling og Pollenprognosen

Dagens Pollenvarsling fortæller, hvor mange pollen eksperterne forventer i det kommende døgn. Astma-Allergi Danmark og DMI bringer også en landsdækkende pollenprognose. Pollenprognoserne rækker to døgn frem med prognoser for hver sjette time, som opdateres fire gange i døgnet. Du kan finde prognoserne via Astma - allergi Danmarks hjemmeside eller her på dmi.dk.

Flere pollentyper hen over året

Astma-Allergi Danmark og DMI ejer ophavsrettighederne til Pollenkalenderen. Ønsker du at bruge kalenderen, skal du forud kontakte Astma-Allergi Danmark.

Sådan læser du pollenkalenderen

Pollenkalenderen viser dig en gennemsnitlig pollensæson for de vigtigste allergifremkaldende pollen: el, hassel, elm, birk,græs og bynke. På kalenderen kan du se, hvor i sæsonen vi er. Er kurven stadig opadgående og bliver tykkere, kan du forvente flere pollen. Er kurven på vej ned og stregen tyndere betyder det, at vi højst sandsynligt er ovre det værste pollen-boom.

Pollenkalenderen er baseret på døgntallet, som er mængden af pollen pr. kubikmeter luft fra kl. 0 til kl. 24.

For yderligere information kontakt Janne Sommer, biolog og leder af Astma-Allergi Danmarks pollentællinger, tlf. 25 48 68 08 eller Alix Rasmussen meteorolog, DMI, ar@dmi.dk.

Redaktion Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 11. april 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder