twitter google+ facebook

Aprildyk

For et år siden havde vi en rekordvarm april. I 2012 ligger middeltemperaturen for måneden indtil nu 3,9°C lavere end samme tidspunkt i april 2011. Det er seks eller måske endda ti år siden april var så kølig, som den er i år.

Aprils vejr kan indeholde alt slags vejr fra kraftige snefald til sommervarme. Den laveste temperatur målt i måneden er minus 19°C i 1922 og den højeste er 28,6°C fra 1993. I 2012 ligger de tilsvarende temperaturer mellem minus 8,6°C målt natten til den 5. april i Isenvad og 15,9°C målt den 19. april ved Langø.

De seneste apriler var milde

De seneste 11 år har april været lune. Derfor opleves dette års april som kølig eller måske ligefrem kold. Den gældende klimanormal for døgnmiddeltemperaturen for april er på 5,7°C. Den er beregnet ud fra klimadata fra 1961-90. Udføres sammen beregning for døgnmiddeltemperaturen for den senest afsluttede tiårsperiode (dekade) fra 2001 til 2010 ligger den på 7,5°C. Altså 1,8°C højere end klimanormalen.

00 dekadens middeltemperaturer for april

Fra 2001 til 2010 ligger døgnmiddeltemperaturen for april mellem 5,6 og 9,4°C. Kun to gange i dekaden har middeltemperaturen ligget under 7,0°C. Det var i 2001 med 5,6°C og 2006 med 6,1°C.

Døgnmiddeltemperaturen for april 2012 ligger til og med den 23. klokken 08:00 på 5,2°C. Det er 0,5°C høejre end på samme tidspunkt i det koldeste dekadeår 2001, og 0,3°C lavere end på samme tidspunkt i det næstkoldeste dekadeår 2006.

10'er dekadens spæde start

Sidste år begyndte den næste tiårsperiode: 10'er dekaden. Den lagde rekordvarmt ud med en middeltemperaturen for april 2011 på 9,9°C, hvilket er hele 4,2°C højere end klimanormalen.

2012's forløbige døgnmiddeltemperaturen ligger hele 3,9°C lavere end på samme tidspunkt sidste år.

00 dekaden for april

April Middeltemperatur
2001 5,6
2002 7,3
2003 7,1
2004 7,9
2005 7,6
2006 6,1
2007 9,3
2008 7,4
2009 9,4
2010 7,0

Startskudet for 10'er dekaden for april

April Middeltemperatur
2011 9,9

Vi har endnu den normalt luneste ende af april til gode. De sidste otte døgn vil i følge prognoserne også få middeltemperaturen for april 2012 til at stige. Præcis hvor meget middeltemperatuen når at stige, er endnu meget usikkert.

Mandag eftermiddag forventer meteorologerne, at den kommende uges ustadige vejr giver jævne, og sidst på ugen måske stigende, apriltemperaturer. Det giver formentligt en døgnmiddeltemperatur for hele april 2012 i omegnen af 6°C. Det ligger lige over klimanormalen for april, men køligt i forhold til det aprilvejr, vi har øverst i vores hukommelse.

Temperaturen i Danmark i april. Temperaturerne er opgivet som afvigelser fra 1961-1990-klimanormalen på 5,7°C. Den røde søjle er den varmste april registreret i Danmark fra 2011 med 9,9°C, mens den mørkeblå søjle er den koldeste april fra 1888 med 2,5°C. DMI's bedste bud på temperaturen i april 2012 er 6,0°C og markeret med gul. Den grå linje angiver gennemsnitstemperaturen i april i vejr-dekaden 2001-2010 på 7,5°C. Grafik Niels Hansen.

Store spring fra år til år

Hvis middeltemperaturen for april 2012 ender på 6,0°C, bliver faldet fra april 2011 til april 2012 på 3,9°C. Det er det største spring fra et års apriltemperatur til det efterfølgende år.

Det største spring ned fra ét års apriltemperatur til det efterfølgende år er fra 1878 til 1879, hvor faldet var på 3,5°C.

Det største hop op fra et års middeltemperatur i april til det næste var fra 1958 til 1959, hvor stigningen var på 3,7°C.

Magnolien blomstrer i Præstø sidst i april 2012. Foto Torben Sonne.

Redaktion Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 23. april 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder