twitter google+ facebook

Alberto tyvstarter Atlantens cyklonsæson

Officielt starter sæsonen for tropiske cykloner i Nordatlanten - de såkaldte hurricanes - først den 1. juni. Alberto er dog tilsyneladende ligeglad og roterer lystigt øst for Florida.

Tropiske cykloner i Atlanterhavet er dem, vi også kender som hurricanes. De er roterende vindsystemer, som kan opnå vindhastigheder på over 250 km/t eller 70 m/sek og gå i land med et enormt destruktivt potentiale.

Tropiske cykloner får deres energi fra varmt havvand. Derfor følger forekomsten af dem en årstids-cyklus. I nordatlanten løber sæsonen normalt fra 1. juni til 30. november. Men i år er åbenbart ikke 'normalt' - i al fald opstod den første cyklon allerede søndag den 20. maj.

Årets første system har fået navnet Alberto. Tropiske cykloner navngives efter en helt fast alfabetisk rutine, hvor hver sæson starter med bogstavet 'A'. Herefter arbejder meteorologerne ved National Hurricane Center i Miami sig ned igennem alfabetet så langt som antalet af systemer kræver. Vi ved allerede, at Albertos fire første mindre søskende kommer til at bære navnene: Beryl, Chris, Debby og Ernesto.

Mandag eftermiddag dansk tid ligger Alberto ud for Floridas kyst. Herfra bevæger den sig i de kommende dage mod nordnordøst. Dermed lever og dør Alberto efter alt at dømme til havs. Systemet opnår heller ikke de voldsomme vindhastigheder, men forbliver i den kategori som kaldes 'tropisk storm'.

Typisk starter sæsonen med få og relativt svage cykloner, men efterhånden som sommersolen varmer havvandet op, stiger potentialet for systemer, der som f.eks. Hurricane Katrina i 2005 når helt op i den såkaldte kategori 5. Her er vindhastighederne over 250 km/t eller 70 m/sek.

Vest for USA - i Stillehavet - starter sæsonen allerede den 15. maj. Også her er de første systemer på banen.

Der er mere om tropiske cykloner i 'Værd at Vide'-boksen til højre.

Lavtrykket som senere blev til Alberto ud for South Carolina lørdag den 19. maj. Foto NASA.
Mandagens prognose for Albertos videre færd. Grafik fra tropical storm risk.
Kilometer i timen (km/t) Meter i sekundet (m/s) Sømil i timen (knob) Miles per hour (m/hr) Kategori
<63 km/t <17,5 m/s <34,0 knob <39,1 m/hr TD
70 km/t 19,4 m/s 38,3 knob 43,5 m/hr TS
80 km/t 22,2 m/s 43,8 knob 49,7 m/hr TS
90 km/t 25,0 m/s 49,2 knob 55,9 m/hr TS
100 km/t 27,8 m/s 54,7 knob 62,1 m/hr TS
110 km/t 30,6 m/s 60,2 knob 68,4 m/hr TS
120 km/t 33,3 m/s 65,6 knob 74,6 m/hr 1
130 km/t 36,1 m/s 71,1 knob 80,8 m/hr 1
140 km/t 38,9 m/s 76,6 knob 87,0 m/hr 1
150 km/t 41,7 m/s 82,1 knob 93,2 m/hr 1
160 km/t 44,4 m/s 87,5 knob 99,4 m/hr 2
170 km/t 47,2 m/s 93,0 knob 105,7 m/hr 2
180 km/t 50,0 m/s 98,5 knob 111,9 m/hr 3
190 km/t 52,8 m/s 103,9 knob 118,1 m/hr 3
200 km/t 55,6 m/s 109,4 knob 124,3 m/hr 3
210 km/t 58,3 m/s 114,9 knob 130,5 m/hr 3
220 km/t 61,1 m/s 120,3 knob 136,7 m/hr 4
230 km/t 63,9 m/s 125,8 knob 142,9 m/hr 4
240 km/t 66,7 m/s 131,3 knob 149,1 m/hr 4
250 km/t 69,4 m/s 136,8 knob 155,4 m/hr 4
260 km/t 72,2 m/s 142,2 knob 161,6 m/hr 5
270 km/t 75,0 m/s 147,7 knob 167,8 m/hr 5
280 km/t 77,8 m/s 153,2 knob 174,0 m/hr 5
290 km/t 80,6 m/s 158,6 knob 180,2 m/hr 5
300 km/t 83,3 m/s 164,1 knob 186,4 m/hr 5

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 21. maj 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder