twitter google+ facebook

2011 blev varm - trods La Niña

Den globale middeltemperatur for 2011 endte på omkring en tiende plads over varmeste år, og det blev samtidigt det varmeste La Niña år i mere end 160 år. Resultatet er enslydende fra alle tre klimadatacentre.

De fleste regioner på verdensplan endte med en markant højere temperaturer end normalt. Hele Arktis, store dele af Amerika, størstedelen af Afrika, Asien og især Europa blev i 2011 varmere end normalt. Det gælder også Danmark til trods for den kolde vinter.

Resten af året var nemlig varmere end normalt omkring os. Marts, april, oktober, november of december var tydeligt varmere end normalt. Og selvom sommeren forekom kølig på grund af de store regnmængder, var alle tre sommermåneder faktisk lidt varmere end normalt.

Nogle steder på kloden, var det tilmed usædvanligt varmt. Nordsibirien endte på middeltemperaturer mere end 5ºC varmere end den gældende klimanormal beregnet ud fra årene 1961-1990. Normalt har byen Tiksi, der ligger ved sydkanten af det brune område over Sibirien på kortet herunder, frost fra begyndelsen af september til slutningen af maj. Men i 2011 blev der observeret flere dage med tøvejr allerede i slutningen af marts, og det blev først rigtig koldt i løbet af oktober.

Figur 1. Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for hele året 2011 og for hele Jorden. Kortet er i Robinson-projektion for at give en mere nøjagtig fornemmelse af de korrekte størrelses- og arealforhold (1200 km). Grafik DMI.

Det eneste større område med middeltemperaturer under gennemsnittet er den østlige del af Stillehavet. Dertil kommer nogle af landområderne omkring Stillehavet: Det nordvestlige USA, dele af Sydamerika og det nordlige Australien. Denne temperaturfordeling skyldes fænomenet La Niña og er næsten uændret for andet år i træk.

La Niña

La Niña og modsætningen El Niño er et koblet ocean-atmosfære fænomen i det tropiske Stillehav. De to fænomener forekommer på skift - aldrig samtidigt.

En La Niña viser sig ved, at havtemperaturerne i det centrale og østlige, tropiske Stillehav falder ned til hele 2°C under normalen. Der kan gå fra to til syv år imellem La Niña'er.

La Niña udløser en kæde af vejrmæssige forandringer over store dele af kloden. Som en konsekvens får eksempelvis Australien mere nedbør, og det bliver koldere og mere regnfuldt vejr i den nordvestlige del af USA og varmere og mindre regnfuldt vejr i den sydlige del. En kraftig La Niña kan sænke den globale gennemsnitstemperatur med nogle tiendedele af en grad.

Skematisk illustration af normale forhold i Stillehavsregionen (midt), La Nina (til venstre) og El Niño fænomenet (til højre). Grafik: Carsten Kersø.

2011 - det varmeste La Niña-år

Opdeler man beregningen af den globale middeltemperatur fra National Climatic Data Center (NCDC)i tre grupper: La Niña-år, El Niño-år og resten, bliver det tydeligt, at 2011 var det varmeste La Niña i 160 år.

Anomalier for de globale middeltemperaturer fra 1950 til 2011 i forhold til den globale middeltemperatur for perioden 1901 til 2000. De blå er La Niña-år, de røde er El Niño-år og de grå er resten af årene.

De varme år 1998 og 2003 var domineret af El Niño. 2010 var domineret af El Niño i begyndelsen, men senere på året fulgte en kraftig La Niña. Alligevel endte 2010 meget varmt.

Det 9., 11. eller 12. varmeste år i 160 år

Tre klimadatacentre kommer, trods deres forskellige beregningsmetoder, frem til absolut samenlignelige resultater for hvor varmt 2011 var i forhold til de 160 år vi har data fra:.

Analyser fra NASA/Goddard Institute for Space Physics (GISS) fra USA, resulterede i at 2011 var det 9. varmeste år.

Beregningerne fra National Climatic Data Center (NCDC) også fra USA endte med, at 2011 var det 11. varmeste år.

De europæiske kolleger i Climate Research Unit/Hadley Centre (CRU) i England placerede 2011 som det 12. varmeste år.

Den globale middeltemperatur for 2011 blev på alle tre klimadatacentre beregnet til at ligge over den gældende klimanormal. Centrenes resultater var: 0,44 ºC for GISS, 0,40 ºC for NCDC og 0,34ºCfor CRU.

Forskellene mellem de tre datasæt ved overfladen (NCDC, GISS og CRU) er betydeligt mindre end selve opvarmningen af Jorden. De tynde linjer viser månedlige temperaturafvigelser for de tre datasæt, mens de tykke linjer er de tilsvarende middelværdier over 10 år. Figuren indeholder de til enhver tid seneste opdateringer. Grafik: DMI.

Variationer i beregningsmetoden

Den mindre forskel skyldes først og fremmest, at regioner uden data håndteres forskelligt af de tre klimadatacentre. Antallet af målinger over dele af Afrika, i Amazonas-området, i ørkener og i Arktis samt Antarktis er begrænsede. Specielt i Arktis er der kun få målestationer, blandt andet fordi store dele af området ikke er land.

Temperaturafvigelsen (ikke selve temperaturen) ved en station betragtes som repræsentativ for et større område. Området er i GISS enten 1200 km (Figur 1, øverst i nyheden) eller 250 km (Figur 2 nedenfor), og effekten af de to metoder ses nedenfor. Vurderet ud fra observationerne er begge tal forsvarlige.

Figur 2. Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for hele året 2011 og for hele Jorden. Hvor der ingen data er, betragtes stationer som repræsentativt i et område af 250 km. De grå regioner er områder uden data. Grafik DMI.

Med data fra figur 1 ender 2011 på en 11. plads. Vi ved dog fra satellitobservationer, at temperaturstigninger i Arktis undervurderes ved denne metode. Satellitobservationerne afslører store temperaturstigninger i Arktis, og denne udvikling bekræftes af voldsom afsmeltning af Arktisks havis de senere år.

Som sagt, ekstrapolerer GISS i store regioner. Derimod foretager CRU ikke nogen ekstrapolation i regioner uden data, og NCDC ligger et sted imellem.

Vi kan derfor konkludere, at CRU sandsynligvis undervurderer den arktiske opvarmning, mens GISS muligvis overvurderer den. Hvor stor effekten af den arktiske opvarmning er, kan derfor vurderes ud fra forskellene mellem de tre analyser.

Forskellene er således ikke et tegn på usikkerhed eller unøjagtighed i metoderne.

Landjorden varmes hurtigere op end oceanerne

Det kræver betydeligt mere energi at opvarme oceanerne end landjorden. Det skyldes, at oceanernes varmekapacitet er langt større end landjordens. Det ses tydeligt på målingerne gennem de godt 160 år, og 2011 var ingen udtagelse. Forskellen er vokset de seneste cirka 30 år.

Landmasserne opvarmes hurtigere end oceanerne på grund af oceanernes store varmekapacitet. Temperaturerne for land og ocean (tynde linjer), 10-årige middelværdier (tykke linjer) og forskellen mellem de to tykke linjer som farvet flade.

Den voksende forskel i opvarmningen mellem landmasserne og oceanerne udgør næsten en tredjedel af en grad. Og det er ifølge klimaforskerne en konsekvens af de menneskeskabte klimaændringer.

Når oceanerne varmes op, fordeles varmen efterhånden ned gennem vandlagene. Vi ved, at den opvarmning, som allerede findes i oceanerne, fordeler sig flere hundrede meter ned i de øverste vandlag.

Temperaturerne observeres kun i selve havoverfladen. Opvarmningen i de dybere vandlag bliver ikke umiddelbart registreret, og bliver derfor heller ikke en del af beregningerne for den globale middeltemperatur.

Satellitdata bekræfter temperaturændringer

Satellitobservationer kan hjælpe os til at få et mere nøjagtigt billede af temperaturforhold i nærheden af Jordens overflade.

Når man forstår sammenhængen mellem satellitmålingerne og de mere jordnære observationer er det muligt bruge satellitmålingerne de steder, hvor der ikke er jordmålinger til stede.

Vi har data fra satellitter siden december 1978. I grafen ses en sammenligning af den globale middeltemperatur bestemt ved satellitobservationer, kaldet ECMWF ERA-Interim reanalyse, og de jordbaserede observationer/beregninger fra henholdsvis NCDC, CRU og GISS.

Reanalysen viser næsten de samme resultater som de konventionelle observationer fra målestationer ved overfladen. Husk at referenceperioden i grafikken (1989-2008) ikke er den samme som i de foregående (1961-1990), fordi reanalysedata først er til rådighed fra 1978).

Referenceperioden i grafikken er 1989-2008 og ikke den samme som i de foregående grafikker, der dækker hele klimanormalperioden 1961-1990. Det skyldes at reanalysedata først er til rådighed fra 1978.

Graferne er næsten sammenfaldende hele perioden. Reanalysen giver altså næsten de samme resultater som de konventionelle observationer fra målestationer ved overfladen. Det betyder, at ekstrapolation af data til polarområderne giver realistiske resultater, når den globale middeltemperatur skal beregnes.

Et ti-års perspektiv

Beregninger på Jordens gennemsnitlige middeltemperatur for de seneste ti år, altså 2002 til 2011 sat i forhold til de gældende klimanormaler viser tydeligt, at verden er blevet varmere de fleste steder.

Over oceanerne er det blevet omkring 0,5°C varmere end klimanormalen for områderne, undtagen over det østlige tropiske Stillehav, der har haft perioder med både El Niño og La Niña. De tropiske landmassers middeltemperaturer ligger cirka 1°C over klimanormalerne og nærmere Nordpolen er middeltemperaturen steget med op til 2°C over normalerne.

Afvigelser fra gennemsnitstemperaturen 1961-1990 for tiårsperioden 2002 til og med 2011 for hele Jorden.

Den større stigning af middeltemperaturerne i de polare områder skyldes en tilbagekoblingseffekt. Sne og is giver hvide overflader, og de reflekterer en stor del af Solens indkommende stråling tilbage til rummet.

Når det bliver varmere tør sne og is, og den hvide overflade svinder ind. De mørke overflader på Jorden reflekterer mindre af Solens stråling end de hvide, og absorbere resten af Solens stråler. Det fører til yderlige opvarmning, og en selvforstærkende effekt er sat i gang.

Af Martin Stendel, Danmarks Klimacenter, DMI. Redigeret af Lone Seir Carstensen, DMI.
© DMI, 10. februar 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder