twitter google+ facebook

Stærk storm i stødene

Som ventet kom resterne af Hurricane Katia blæsende nord om Skotland og ind i Nordsøen mandag. Det gav vindstød af stærk storm i Danmark. Og det er ikke slut endnu.

Blæsten kom, og de første efterårsblade måtte slippe taget.

Vinden tog til mandag fra sydvest og blev som forventet kraftigst i den nord- og vestlige del af landet. Middelvinden var generelt hård vind til hård kuling, men nåede ved Jyllands vestkyst også kortvarigt op på stormende kuling, 22 m/s.

Det kraftigste vindstød blev målt i Hanstholm til 30,4 m/s. Det svarer til stærk storm, og der er meldinger om væltede træer i det nordjyske. Som det ses på kortet herunder var der kraftige vindstød langs hele den jyske vestkyst, mens sjællænderne slap nådigst.

Tirsdag skal den tidligere tropiske orkan Katia ind over det centrale Norge og Sverige. Dermed passerer det mest blæsende område syd for lavtrykket ind over Danmark. Blæsevejret vil ruske i hele landet tirsdag, og vindstødene kan endnu blive af stormstyrke ved kysterne.

Foto fra Bovbjerg under et tidligere blæsevejr, Lars Zielke.
Foto fra Bovbjerg under et tidligere blæsevejr, Lars Zielke.

Først i løbet af natten til onsdag lægger vinden sig lidt.

Vindstød fra klokken 08.00 mandag den 12. september og 24 timer frem. Grafik Mikael Scharling.
Vindstød fra klokken 08.00 mandag den 12. september og 24 timer frem. Grafik Mikael Scharling.

Af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 13. september 2011.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder