twitter google+ facebook

DMI sporer kilde til olieforurening i Sverige

De svenske myndigheder kæmpede midt i september måned med olie i Kattegat og forurening af den svenske vestkyst ved Tjörn lige nord for Göteborg. Ved hjælp af DMI's oliespildsmodel sandsynliggør DMI's Center for Ocean og Is, at olieforureningen stammer fra en skibskollision ud for Thyborøn den 10. september.

Lørdag den 10. september kolliderede handelsskabet Golden Trader med trawleren Vidar omkring 20 sømil vest for Thyborøn, på positionen 56 44'48"N 7 40'18"Ø og en ukendt mængde olie strømmede ud fra Golden Trader. Søværnets Operative Kommando koordinerede søndag en opsamling af godt 60 kubikmeter olie, men operationen måtte indstilles mandag på grund af dårligt vejr; kuling fra syd og sydvest med høje bølger.

Center for Ocean og Is plottede efterfølgende kollisionens position ind i DMI's oliespildsmodel som 1000 partikler med de samme egenskaber som den lækkede fuelolie fra skibskollisionen.

På animationen ser man, at modellens partikler driver ret hurtigt ind gennem Skagerrak, undgår lige akkurat Skagen, og driver videre mod Sverige, hvor den rammer kysten første gang natten mellem tirsdag den 13. og onsdag den 14. september.

Olieforureningen blev opdaget på øen Tjörn den 15. september, hvor et større oprydningsarbejde begyndte.

Olien udsættes for flere forskellige processer undervejs. En del af olien fordamper, og resten af olien bliver blandet op med vand. Mængden af vand og olie, som man skal bjærge, er derfor større end det oprindelige udslip. I roligt vejr lægger olien sig på overfladen, men når det blæser, bliver den blandet op med havvandet, og dermed usynlig fra luften.

DMI's oliespildsmodel

DMI's model, som udregner spredningen af oliespild i de danske farvande, befinder sig i Center for Ocean og Is. Den beregner med ret stor præcision – allerede inden for én time – hvor olie flyder hen efter et uheld til søs. Modellen kan også regne baglæns, når man opdager olie et sted, og den kan dermed spore tilbage til oliespildets oprindelse.

Heldigvis er det forholdsvis sjældent, at DMI's oceanografer har behov for denne slags opsporingsopgaver, men når uheldet er ude er det vigtigt at være skarpe. Derfor afholder afdelingen ugentlige øvelser, så alle involverede er helt up to date med de seneste procedurer.

Olien beskrives som 1000 ’partikler’, som altså hver repræsenterer 1 promille af det samlede udslip. Partiklerne starter fra samme position, men spredes efterhånden. I animationen er hver enkelt partikel prikket ind med en farvekode, som indikerer, hvor dybt partiklen befinder sig. Rød er overfladen, blå under overfladen, og grøn er enten havbunden eller strandet på kysten.
Olien beskrives som 1000 ’partikler’, som altså hver repræsenterer 1 promille af det samlede udslip. Partiklerne starter fra samme position, men spredes efterhånden. I animationen er hver enkelt partikel prikket ind med en farvekode, som indikerer, hvor dybt partiklen befinder sig. Rød er overfladen, blå under overfladen, og grøn er enten havbunden eller strandet på kysten.

Modellen kan også regne med andre partikler end blot olie, og fra tid til anden kontakter politiet også Center for Ocean og Is i sager, når personer er faldet i vandet.

Det er vejrudsigten, som DMI beregner med en numerisk vejrmodel, der danner basis for alle havprognoser. Vejrmodellen leverer de drivkræfter – mekanisk, termiske og strålingsmæssige – som sætter havet i bevægelse og ændrer dets fysiske og kemiske tilstand. Center for Ocean og Is arbejder med operationelle bølgemodeller og 3D-strømningsmodeller. De bruges blandt andet til oliedrift, drift af havis og eftersøgning af flydende objekter som eksempelvis løsrevne skibe eller andre flydende genstande.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 21. september 2011.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder