twitter google+ facebook

Svovlpartikler i stratosfæren løser ikke klimaproblemerne

Det vakte nogen opsigt, da nobelprismodtager Paul Crutzen i 2006 foreslog, at man for at modvirke den globale opvarmning ud over at begrænse CO2-udslippet også aktivt skulle ændre på jordens fysiske forhold.

Hans metode gik ud på at pumpe eller skyde svovlpartikler op i den højere atmosfære - den såkaldte stratosfære. Det har længe været velkendt, at kraftige vulkanudbrud tæt på ækvator medfører lavere globale temperaturer de efterfølgende år. Svovlpartiklerne skydes op og lægger sig som et lag, der hindrer solens mere energirige stråler i at trænge ned til jordoverfladen. 

Det er stadig uvist, hvordan man vil få svovlet op i den rette højde. Idéen er blevet undersøgt på seriøs vis, og flere forskere er kommet frem til, at svovlopsendelsen faktisk vil lede til et fald i den globale middeltemperatur.

Vulkanen Eyjafjallajökul sendte tidligere på året svovlpartikler op i atmosfæren, men var ikke kraftig nok til at sende dem helt op i stratosfæren, hvor de virker globalt nedkølende. Foto: Jens Hesselbjerg.

To forhold dæmper effekten
I 2009 udkom imidlertid en artikel af schweizeren Patricia Heckendorn som i samarbejde med højtprofilerede forskere fra Schweiz, England og USA viste, at idéen måske ikke er så effektiv endda. Ved hjælp af deres model har de lavet realistiske beregninger for, hvordan partiklerne vil vokse, når man kontinuerligt injicerer svovldioxid ind i stratosfæren. Det viser sig, at en stor del af de injicerede partikler danner større partikler, som bliver så store, at de faktisk falder ned. Endvidere viser beregningerne at større svovlpartikler er mindre effektive til at tilbagesprede sollyset. Derfor opnår man ikke den udnyttelse af svovlpartiklerne til afskærmning af den indkommende solstråling, som først antaget.

Ved at injicere partikler i stratosfæren sker der desuden det, at partiklerne vil absorbere solstrålingen og dermed vil den omkringliggende luft blive opvarmet. Denne opvarmning medfører mere vanddamp i den nederste del af stratosfæren. Vanddamp er imidlertid en meget effektiv drivhusgas, så mere vanddamp vil i sidste ende give en opvarmning og dermed modvirke den ønskede kølevirkning man får fra svovlpartiklerne.

Sideeffekter
Til sidst skal det nævnes, at både svovlpartiklerne og den øgede mængde vanddamp også vil øge nedbrydningen af ozonlaget. En bivirkning ved opsendelse af svovlpartikler er således, at mere af den kræftfremkaldende ultraviolette stråling vil nå ned til jordens overflade.

Idéen er altså mindre effektiv end først antaget og har den uheldige bivirkning at nedbryde ozonlaget.

"De første udmeldinger om denne form for geoengineering var forbundet med relativt stor optimisme. Opsendelse af svovlpartikler ville være en dyr og besværlig affære, men måske en metode, der relativt hurtigt kunne tages i brug, hvis klimaforandringerne tager et sådant omfang, at skaderne begynder at blive uoprettelige. Videnskabelige undersøgelser som denne har siden afkræftet anvendeligheden. Metoden er langt mindre effektiv end først antaget." siger Niels Larsen, som er forskningsleder i Danmarks Klimacenter på DMI.

"Denne undersøgelse viser med al tydelighed vigtigheden af, at man foretager grundige undersøgelser af sådanne løsningsmuligheder, inden man skrider til handling." siger Niels Larsen og tilføjer, at der også er mere vidtrækkende aspekter at forholde sig til ved mange geoengineering metoder. Man vil fx være nødt til at fortsætte de kunstige tiltag til at afbøde de menneskeskabte klimaforandringer ud i en uoverskuelig fremtid. Samtidig bevirker den omtalte metode ikke, at koncentrationerne af CO2 aftager – snarere tværtimod – og de stadigt stigende CO2 koncentrationer vil bl.a. være medvirkende til tiltagende forsuring af oceanerne.

Af Mette Marie-Louise Grage, mmlg@dmi.dk

Redaktion Martin Olesen, mol@dmi.dk
© DMI, 10. juni 2010.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder