twitter google+ facebook

Monsunen på godt og ondt

I disse uger kæmper flere regioner i Asien med konsekvenserne af monsunregnen. Adskillige er omkommet under den månedlange regn, og millioner er drevet fra hus og hjem af vandmasserne. Men monsunen er også livsnødvendig mange af de steder, som er mest plagede af monsunens våde element.

Monsunen er nemlig ikke et regnfænomen, selvom det ofte forbindes med regntiden i Indien, Pakistan og andre berørte regioner. Monsunen er et sæsonrelateret vindfænomen, der blæser fra én retning i flere måneder og derefter fra en anden retning.

Den europæiske ECMWF-vejrmodel, der her vises i DMI-klæder, levner ikke meget ophold i regnvejret over Pakistan, Indien og Bangladesh de kommende dage.

Monsun er afledt af det arabiske ord 'Mausim', som betyder sæson, og ordet monsun er også mere end den våde sommertid. Den tørre del af monsunen – vintermonsunen – er en lige så vigtig del af fænomenet. Monsunens karakter skifter sommer og vinter som følge af den forskellige opvarmning af land og vand med årstidernes skiften.

Fordelingen af land og hav betyder meget for, hvordan Solen opvarmer Jorden. Landjorden opvarmes og afkøles hurtigt, mens både opvarmning og afkøling går noget langsommere i havet. 

Sommermonsunen dannes, når kraftig opvarmning over Indien, Pakistan og Bangladesh giver opstigende luft og lavt tryk ved jordoverfladen. Vandet i det Indiske Ocean bliver kun langsomt varmet op og trykket over havet bliver derfor højere end over land. Resultatet bliver at fugtig luft blæses fra Det Indiske Ocean fra sydvest ind over Indien med kraftig regn til følge.
Vintermonsunen opstår, når Solen står lavt på himlen og luften over den Tibetanske højslette afkøles markant. Her dannes et kraftigt højtryk. Samtidigt bliver det Indiske Ocean kun langsomt afkølet, hvilket danner lavere tryk over havet. Resultatet bliver, at tør og kold luft blæser fra nordøst med over Indien.

Forskellen i opvarmningen flytter den såkaldte intertropiske konvergenszone, hvor passatvindene mødes og flytter samtidig vejrsystemerne, som hører til. I Asien for eksempel opvarmer Solen kontinentet om sommeren, og der dannes et lavtryk, som smelter sammen med lavtrykket i konvergenszonen. Herfra trækker lavtrykkene luft ind fra de omgivende havområder sydfra. Havluften, som trækkes ind over landet, er fugtigt og medbringer megen nedbør. På vores breddegrader kender vi fænomenet på dagsbasis som havbrise.

Om vinteren vender situation, og det bliver koldt over Sibirien og Canada, hvilket  skaber såkaldte termiske højtryk, der får de tørre kontinentalvinde til at blæse ud over kystområderne. Havet er nu varmest og lavtrykkene i konvergenszonen dannes nu over vand. Over land er kun de tørre kontinentalvinde – i en situation, der i stor målestok minder om vores landbrise.

Et nødvendigt onde

Den regntid, som monsunen bringer til særligt Asien, balancerer mellem at være dødsens farlig og livnødvendig. Uden de store mængder regn kan mange af de afgrøder, som dyrkes i Asien, nemlig slet ikke overleve. Særlig ris, der brødføder godt en stor del af Jordens befolkning, har behov for meget vand. Ris dyrkes gerne på oversvømmet landbrugsjord og høstes, når regntiden ophører. Uden regn - eller bare forsinket eller for lidt regn - er høsten i fare for at vælte.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 6. august 2010

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder