twitter google+ facebook

Tvekamp mellem vestgrønlandske strømsystemer

For første gang har forskere sat tal på hvor meget vand der hvert sekund strømmer langs Vestgrønland og hvor meget varme og ferskvand som dermed flyttes.

De vestgrønlandske farvande danner rammen om en tvekamp mellem to betydelige strømsystemer:

  • Varmt og saltholdigt Irmingervand transporteres til området med Irmingerstrømmen, der er en sidegren af Den Nordatlantiske Strøm.
  • Koldt Polarvand med lav saltholdighed med oprindelse fra det Arktiske Ocean føres sydover sammen med store mængder havis i Den Østgrønlandske Strøm.
Skematisk fremstilling af overfladestrømningen omkring Grønland. Med rød er vist den nordatlantiske strøm. Den sidegren der når Grønland kaldes for irmingerstrømmen (IC). Den mørkeblå pil viser den østgrønlandske strøm (EGC) og med violet vises den vestgrønlandske strøm (WGC). Hvert år foretager DMI oceanografiske målinger langs Vestgrønland på 30 fastlagte positioner fordelt på seks tværsnit vist med orange. Disse målinger er nu blevet grundigt analyseret.
Skematisk fremstilling af overfladestrømningen omkring Grønland. Med rød er vist den nordatlantiske strøm. Den sidegren der når Grønland kaldes for irmingerstrømmen (IC). Den mørkeblå pil viser den østgrønlandske strøm (EGC) og med violet vises den vestgrønlandske strøm (WGC). Hvert år foretager DMI oceanografiske målinger langs Vestgrønland på 30 fastlagte positioner fordelt på seks tværsnit vist med orange. Disse målinger er nu blevet grundigt analyseret.

De to vandmasser mødes første gang ved Danmarksstrædet. Herefter bevæger de sig sydover side om side langs Grønlands østkyst. Når de runder Kap Farvel, dykker Irmingervandet under Polarvandet.

Undervejs blandes vandmasserne. Dermed bestemmer det indbyrdes styrkeforhold mellem Irmingerstrømmen og Den Østgrønlandske Strøm hydrografien over de sydøstlige- og vestgrønlandske fiskebanker.

Ved Vestgrønland indsamler DMI's Center for Ocean og Is årligt information om havets temperatur og saltholdighed. Flere måleserier går tilbage til 1950'erne, hvilket er unikt for området og gør det muligt at fastlægge naturlige variationer og dermed tolke eventuelle ikke-naturlige variationer med større præcision. Måleprogrammet udføres i tæt samarbejde med Grønlands Naturinstitut.

Forskere fra Alberta Universitet med Paul Myers i spidsen har sammen med Mads Hvid Ribergaard fra DMI's regnet på tallene og udgivet resultaterne i tidsskriftet Progress in Oceanography.

"Det er første gang der er foretaget en direkte måling og beregning af transporten af vand i den vestgrønlandske strøm. Hermed opnår vi et langt mere sikkert og robust resultat end tidligere indirekte mål", forklarer Mads Hvid Ribergaard.

"I gennemsnit flyttes 5,5 millioner kubikmeter vand pr. sekund i de øverste 700 meter af havet. Det svarer rundt regnet til fem fodboldstadions af Parkens størrelse hvert sekund. Heraf svarer godt 1% til ren ferskvand, dvs. afstrømning fra land. Til sammenligning svarer det til ca. fire gange tilførslen af ferskvand til Østersøen eller ¼ af afstrømningen fra Amazonfloden".

Koldt arbejde på et smukt sted. Mads Hvid Ribergaard ved et spil med måleudstyr under et togt til Vestgrønland i 2008.
Koldt arbejde på et smukt sted. Mads Hvid Ribergaard ved et spil med måleudstyr under et togt til Vestgrønland i 2008.

"De årlige variationer er dog store i både total transport og transport af ferskvand og varme. Mest markant er en øget tilførsel af varme siden slutningen af 1990'erne, hvilket til dels kan tilskrives en stærkere påvirkning fra Irmingerstrømmen", slutter Mads Hvid Ribergaard.

Is ved Vestgrønland. Foto Mads Hvid Ribergaard.
Is ved Vestgrønland. Foto Mads Hvid Ribergaard.

For flere oplysninger kontakt Mads Hvid Ribergaard på mail mhri@dmi.dk eller telefon 39 157 207.

Reference: Myers, P.G., Donnelly, C., and Ribergaard, M.H., 2009. Structure and Variability of the West Greenland Current in Summer Derived From 6 Repeat Standard Sections. Progress in Oceanography, 80, 93-112, doi:10.1016/j.pocean.2008.12.003.

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 9. marts 2009

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder