twitter google+ facebook

Sjælland fik en hel måneds nedbør

Torsdag den 11. og fredag den 12. juni 2009 går over i den danske vejrhistorie som usædvanligt våde - særligt på Sjælland, hvor en enkelt station registrerede over 160 millimeter nedbør i løbet af de to døgn.

160 millimeter nedbør svarer til 16 store gulvspande vand pr. kvadratmeter eller 240 tons i en villahave på 1.500 kvadratmeter.

Klimatolog Mikael Scharling har kigget på dataene og trukket en grafik ud af systemet, som viser, hvor meget nedbør der faldt over de 48 timer i forhold til nedbørnormalen for juni måned. Normalen er 55 millimeter.

Kortet viser, at store dele af Danmarks største ø fik over de 55 millimeter og dermed faldt månedens nedbør inden for blot 48 timer. 

Nedbøren den 11. og 12. juni 2009. Skalaen til venstre er opgjort i de traditionelle millimeter - skalaen til højre er opgjort med nedbørnormalen for juni på 55 millimeter som reference; dvs. viser hvor mange gange normalnedbøren det enkelte område har modtaget (tallet skal ganges med 55 for at få nedbøren i millimeter). Nedbøren på kortet er opgjort på baggund af samtlige DMI autoriserede nedbørmålinger i Danmark, både fra automatiske og manuelle stationer og repræsenterer således ikke de officielle klimatologiske nedbørtal fra DMI, som løbende sendes ud i diverse vejrarkiver. Grafik Mikael Scharling.

De vådeste målestationer blev:

  • Hillerød med 161,6 millimeter
  • Roskilde med 123,4 millimeter
  • Nykøbing Sjælland med 121,4 millimeter
  • Holbæk med 116,0 millimeter

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 15. juni 2009.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder