twitter google+ facebook

Foråret er den tørre årstid

Foråret er den tørreste af de fire årstider. Der falder i alt 135 millimeter i marts, april og maj. Og det regner i snit på 27 ud af årstidens 92 dage.

Lørdag den 1. marts går vi ind i den tørre årstid. Kalenderforåret er nemlig klart den af de fire årstider, hvor der falder mindst nedbør.

I alt falder der 135 millimeter i løbet af de tre forårsmåneder. April er den tørreste med samlet 41 millimeter nedbør - dog overgået af vintermåneden februar med blot 38 millimeter.

Antallet af såkaldte nedbørdøgn er også lavest i foråret. Det regner i snit 27 ud af de 92 dage i marts, april og maj. Et nedbørdøgn er et døgn, hvor der falder mere end 0,1 millimeter nedbør på landsplan i perioden fra klokken 7:00 dansk normaltid og 24 timer frem.

Normalnedbør (gennemsnit for 1961-1990) fordelt på måneder og årstider. Klik på grafikken for stor version. © DMI 2006/2008.
Foråret er den tørre årstid, hvilket disse tørstige bier i maj 2007 kan bevidne. Foto Hugo Jensen, Gartneriet Lindberg, Fakse.

Varm vinterluft

Når foråret er tørt, så er det fordi luften på den nordlige halvkugle gennemsnitligt har den laveste relative fugtighed på denne årstid.

Den relativ fugtighed er luftfugtigheden angivet i % i forhold til den maksimale fugtighed ved pågældende temperatur. Jo lavere den relative fugtighed er - jo mindre sandsynligt er det, at der dannes nedbør.

Den tørre forårsluft opstår, når den tilbagevendte Sol varmer op på vinterluften, der har et lavt absolut indhold af vanddamp (men et højt relativt indhold på grund af sin lave temperatur).

Samtidig har vi ofte besøg af tørre, arktiske luftmasser i forårsperioden og dem kommer der sjældent nedbør fra.

 

Tørrest og vådest

Det tørreste forår, vi har oplevet, kom i 1974 hvor der blot faldt 46 millimeter.

Ni år senere - i 1983 - satte vejret igen rekord for perioden marts til maj; denne gang blot i den anden retning. Har faldt hele 285 millimeter eller ca. seks gange så meget som i 1974.

Foråret 2008 har for øvrigt en del at leve op til. I 2007 satte årstiden nemlig samlet set både varme- og solrekord med 9,0°C og 661 timer.

Læs mere i 'Værd at Vide'-boxen til højre.

Af Niels Hansen, nsh@dmi.dk
© DMI, 28. februar 2008/1. marts 2006

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder