twitter google+ facebook

Ekstremregn bliver endnu mere ekstremt

Klimamodeller har længe forudset, at global opvarmning fører til flere episoder med ekstreme regnskyl. Nu bekræfter ny forskning baseret på 20 års satellitobservationer linket mellem et varmere klima og kraftige regnbyger. Samtidig indikerer observationerne, at intensiteten i ekstremregn er underestimeret i klimamodellerne.

Én af fremtidens udfordringer bliver tilpasning til et ændret klima med blandt andet mere intense nedbørshændelser. De voldsomme vandmasser fører til hyppigere oversvømmelser i byer og landområder med både samfundsmæssige og økonomiske skader til følge.

"De kraftigere nedbørshændelser er et resultat af øget temperaturer. Når klimaet bliver én grad varmere, kan luften indeholde ca. 7 % mere vanddamp, og det forstærker intensiteten af nedbøren," fortæller klimaforsker Martin Stendel, Danmarks Klimacenter, DMI.

På basis af 20 års satellitobservationer fra NASA har forskere fra University of Miami og University of Reading for første gang sammenholdt observationer med modelresultater over de tropiske oceaner. Projektet viser, at der er markant sammenhæng mellem øget temperatur og voldsommere regnskyl ud fra både model- og observationsdata.

Kraftig nedbør i Næstved. Foto: Mette Emilie Lund

Men observationerne antyder også, at ekstremregn i troperne bliver endnu mere ekstrem sammenlignet med, hvad modellerne hidtil har angivet. Et hollandsk studie, netop publiceret i Nature, viser samme resultat. Modellerne underestimerer sandsynligvis fremtidige ændringer i ekstreme nedbørhændelser både i troperne og Europa.

"Resultaterne er noget overraskende, for modellerne tager selvfølgelig højde for, at vandindholdet i luften øges med stigende temperaturer. Det er derfor særdeles relevant at undersøge nærmere, hvad der skyldes forhøjet intensitet i ekstremregn for at sikre, at modelresultaterne bliver så nøjagtige som muligt," slutter Martin Stendel, Danmarks Klimacenter, DMI.

Projektet vil snarest blive publiceret i Science og er tilgængeligt som netversion for abonnenter på Science Express. I Værd at Vide-boksen til højre kan du finde yderligere information.  

Af Mai Maskell Andersen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 13. august 2008

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder