twitter google+ facebook

Næstved fik en hel måneds nedbør på seks timer

Mandag fik Næstved og omegn hele junis nedbør og lidt til på bare seks timer.

Der var masser af nedbør i prognoserne for mandag og risiko for skybrud på Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm. Varslet om skybrud gik på 7:56 og af igen 11:20.

Hårdest gik det ud over Næstved, der fik ca. 51 millimeter fra klokken 5:52 mandag morgen og frem til middagstid, hvor det stadig regnede en anelse.

Bil i vand til motorhjelmen nær viadukten v. Jørgen Jensens vej i Næstved. Øverst i højre hjørne - på den anden side af viadukten - holder endnu en bil. "Den døde vist helt og holdt der meget længe...tror at den druknede i regnen", fortæller fotografen Mette Emilie Lund.
Bil i vand til motorhjelmen nær viadukten v. Jørgen Jensens vej i Næstved. Øverst i højre hjørne - på den anden side af viadukten - holder endnu en bil. "Den døde vist helt og holdt der meget længe...tror at den druknede i regnen", fortæller fotografen Mette Emilie Lund.

51 millimeter betyder, at Næstved fik mere nedbør mandag formiddag end regionen i gennemsnit får på en hel juni! Måneds-normalen lyder nemlig blot på 49 millimeter.

Meget intenst

Når meteorologer taler om 'skybrud', så mener de over 15 millimeter nedbør på 30 minutter.

Termen 'kraftig regn' betyder, at der kommer over 24 millimeter på seks timer.

Begge kriterier blev opfyldt i Næstved, ligesom flere områder på både Syd- og Vestsjælland samt Lolland-Falster oplevede kraftig regn

Animation af nedbøren den 26. juni 2006.
Animation af nedbøren den 26. juni 2006.

Allerede mandag morgen regnede det så småt i Næstved, hvor der fra 5:52 og de næste ca. 40 minutter faldt 6 millimeter. Virkelig voldsomt blev det dog først fra 8:04 og frem til 10:26, hvor der i perioder var meget høje nedbør-intensiteter:

 

Samlet nedbør i Næstved 30 min. intensitet 10 min. intensitet 1 min intensitet
ca. 51,4 mm (til ca. 12.00) 34 mm 16 mm 2,2 mm

Rekordnedbøren på 1 minut er 4,0 millimeter i Farum i 2000. Her kom der tillige 19 millimeter på 10 minutter, men 'kun' 24 millimeter på 30 minutter. Dagens 34 millimeter på 30 minutter er altså noget af det højeste DMI har målt, siden de første vejrstationer fik intensitet-registrering i 1979.

For 24 timer er rekorden 168,9 millimeter den 8-9. juli 1931 i Marstal på Ærø.

Nedbøren kom med et lavtryk fra Nordvesttyskland, der i løbet af mandagen bevæger sig nordpå til Nordsøen og derfra videre mod nordøst til Skandinavien. Lavtrykket er ledsaget af en del regn og torden.

Har du billeder af dagens kraftige regn, så send dem til vejrmed@dmi.dk

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 26. juni 2006

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder