twitter google+ facebook

Et sjældent fænomen - Det Grønne Glimt

Det grønne glimt er et optisk fænomen, der ved sjældne lejligheder kan opleves ved solnedgang eller solopgang. Fænomenet er ganske kortvarigt - ofte kortere end ét sekund, men det lykkedes alligevel en af DMI bedste billedleverandører, Jesper Grønne (bemærk efternavnet), at fange dette interessante sceneri.

Grønt glimt ved Søndervig, juli 2006. Foto Jesper Grønne.
Grønt glimt ved Søndervig, juli 2006. Foto Jesper Grønne.

Med hvad er det grønne glimt?

Glimtet kan bedst forklares ved at tænke på atmosfæren som et prisme, der bryder lyset fra den nedgående sol op i regnbuens farver - violet øverst og rød nederst. Normalt ville violet være den sidste synlige farve - og sådan ville det da også være, hvis atmosfæren var helt støvfri.

Nu er der sædvanligvis en del støv i atmosfæren, og det spreder det blå og violette lys mest. Den sidste synlige farve bliver derfor den grønne.

Hvis du går på jagt efter det grønne glimt, så er det vigtigt at huske, at du aldrig må se direkte på Solen. Fænomenet lader sig bedst se over havet, fordi for meget støv i atmosfæren også spreder det grønne lys. Men du skal altså ikke blinke for meget med øjnene, for så går du glip af det.

Støvpartikler og luftmolekyler i atmosfæren spreder Solens lys. Lyset med de korteste bølgelængder - blå og violet - spredes mest effektivt, og når Solen står højt på himlen giver denne spredning ophav til himlens blå. Når Solen står lavere på himlen, når de korte bølgelængder slet ikke frem til, og det er kun de gule, orange og røde farver, der når frem til os. Det er samtidig også forklaringen på den røde himmel bag det grønne glimt.

Der har været mange forklaringer på det grønne glimt i tidens løb. De mest sejlivede var, at det har været en effekt af at kigge på Solen i for lang tid, samt at det skulle være en effekt af spejling i vandet. Sidstnævnte teori blev dog skudt i sænk, da fænomenet blev observeret i ørkenen.

Af Bjarne Siewertsen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 29. juli 2006

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder