twitter google+ facebook

Byer uden skyld i den globale opvarmning

Mange vejrstationer, der for 100 år siden lå på landet, ligger i dag tæt ved større byer, som opvarmer deres omgivelser. Er kurven over den globale temperatur så blot udtryk for, at vores termometre er blevet urbaniseret? "Nej", siger en forsker fra det engelske meteorologiske institut, og han har noget at ha' det i.

Klodens gennemsnitstemperatur stiger. Eller det fortæller de meteorologiske målinger os i alt fald, at den gør.

Mange af vores lange temperaturserier stammer imidlertid fra målestationer, der for over 100 år siden blev opstillet i landlige omgivelser, men som nu er endt i bymæssig bebyggelse. Det betyder, at vi ikke blot måler temperaturen på stedet, men samtidig registrerer, at der efterhånden kommer varmere og varmere by rundt om. Termometret er så at sige blevet 'urbaniseret' og endt i en varmeø.

"Urbaniseringen udgør dog reelt kun en lille del af den globale opvarmning. Men fordi en del målestationer nu ligger i umiddelbar nærhed af byer, er der er risiko for, at det vi kalder varmeø-effekten udgør en uforholdsmæssigt stor del af den globale temperaturstigning de seneste 50 år", forklarer klimaforsker Martin Stendel, DMI.

Der er altså god grund til at undersøge, hvorvidt der er et signal i kurven over den globale temperatur, som i virkeligheden stammer fra, at flere og flere vejrstationer er blevet urbaniseret.

David Parker fra det engelske meteorologiske institut (UK MetOffice) har samlet nattetemperaturer fra 264 vejrstationer over hele verden siden 1950. Nætterne - som er der, hvor varmeø-effekten slår kraftigst igennem - deler han så op i 'de blæsende' og 'de vindstille' på baggrund af vind-data. Martin Stendel forklarer:
"Hvis varmeø-effekten har en betydning, så ville den slå kraftigst igennem på de stille nætter. Her flytter, spreder og opblander vinden nemlig ikke den varme luft fra byen".

Globale temperaturdata siden 1950 delt op i blæsende nætter (rød kurve) og stille nætter (blå kurve). Se teksten for yderligere forklaring. Modificeret efter Nature/Parker 2004. Figuren er beskyttet af Lov om Ophavsret og anvendt med tilladelse. Klik for større version.

Parker konstruerer så to kurver fra sine data. Én baseret på data fra de blæsende nætter og én baseret på data fra de vindstille nætter. Eller sagt på en anden måde: Én kurve der i teorien har et kraftigt varmeø-signal (kurven fra de stille nætter) og én der i teorien har et svagt eller helt fraværende varmeø-signal (kurven fra de blæsende).

Resultatet er, at de to kurver viser den samme temperaturstigning over de seneste 50 år, nemlig 0,19 ±0,06ºC pr. tiår. Parker konkluderer derfor, at varmeø-effekten tilsyneladende ikke spiller en rolle i den globale temperaturstigning, der er observeret de seneste 50 år.

Arbejdet er publiceret i tidsskriftet Nature den 21. november 2004.

Mere om varmeø-effekten

Varmeø-effekten er et resultat af to forhold. For det første betyder forbruget af belysning, transportmidler og opvarmning med mere, at der afgives energi til omgivelserne i form af varmestråling. Effekten bidrager døgnet rundt til en lidt højere temperatur i byerne sammenlignet med det omgivende land.

For det andet opsuger byens asfalt og beton energi i løbet af dagtimerne. Energi, der så i vid udstrækning afgives igen i løbet af natten. Samtidig er den førstnævnte effekt også på spil, og resultatet blive altså, at særligt byernes nattetemperatur får et nøk opad, specielt om vinteren, når betydelige mængder varme afgives på grund af opvarmningen. Effekten er desuden størst på vindstille nætter, hvor vinden ikke flytter og spreder og opblander den varme luft fra byen.

Af Niels Hansen

DMI, 30. november 2004

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder