twitter google+ facebook

Regn udløser vulkanudbrud

Beboerne på øen Montserrat må formodes at lytte ekstra opmærksomt til vejrudsigten.

Den 29. juli 2001 ramte orkanen Barry den lille vestindiske ø Montserrat med kraftig regn. Minutter senere var vulkanen Soufrière Hills i udbrud. Et tilfælde? Måske. Men nu er vulkanens seneste fire udbrud begyndt i forbindelse med kraftige nedbør.

Forklaringen ligger i den særlige type vulkanisme som Soufrière Hills har udfoldet siden den vågnede op til dåd den 18. juli 1995 - nemlig de såkaldte kuppelsammenbrud (dome collapse). Den udprægede mangel på vulkaner i vores nærmeste nabolag gør at der ikke findes et dækkende begreb på dansk.

Denne type udbrud starter med opbygningen af en lavakuppel der langsomt men sikkert, vokser som følge af magma der tilføres nedefra. På et tidspunkt opnår kuplen en sådan størrelse at det voksende tryk gør den så ustabil at den bryder sammen.

Et kuppelsammenbrud kan opnå dommedagslignende proportioner. Tænk f.eks. på Mount St. Helens udbrud i 1980, hvor over 500 millioner ton aske blev slynget 25 kilometer op i atmosfæren.

Men selv i mindre målestok er kuppelsammenbrud dødbringende fordi de ofte udløser de frygtede pyroklastisk laviner - strømme af glohede gasser, aske og lava der hamrer ned af vulkanen med op til 100 kilometer i timen. At de bestemt ikke er til at spøge med fremgår klart af statistikken. Over 70% af det 20. århundredes vulkanrelaterede dødsfald skyldtes udbrud af kuppelsammenbruds-typen.

Nu har forskere fra blandt andet University of East Anglia, ved at studere Soufrière Hills, koblet kuppelsammenbrud til nedbør - noget der kræver en nærmere forklaring.

Forskerne mener at kraftig regn er med til at øge trykket i lavakuplen. Det sker når store mængder vand - der siver ned i revner og sprækker - bliver til damp ved mødet med den 800º varme magma. Damp optager voldsomt meget mere plads end vand og trykket inde i kuplen stiger derfor. I visse tilfælde altså så meget at den kollapser.

Man kan forestille sig scenariet ved at tænke på en trykkoger hvor låget ikke sidder tilstrækkeligt fast. Når trykket bliver højt nok flyver låget af hvorved glohed damp og kogende vand slippes løs.

Soufrière Hills vågnede som nævnt i 1995 efter mere end 300 års slumren. Siden da har dens hærgen lagt hovedstaden Plymouth øde, gjort 2/3 af Montserrat ubeboelig og fordrevet hovedparten af øens indbyggere. Af de oprindelige 11.000 beboere er der nu kun ca. 4.000 tilbage - resten er flygtet, hovedsagligt til Storbritannien.

Af Niels Hansen

DMI 3. december 2002.