twitter google+ facebook

Vilde hvirvler

Tornadoer, orkaner og cykloner er nogle af naturen mest voldsomme fænomener, som opstår hvert år. De enorme hvirvler tager mange menneskeliv og forårsager stor ødelæggelse på deres vej. Vi har samlet rekorderne for de allerværste.

Tornadoer

1.
Den mest dødelige tornado blev målt d. 26. april 1989 i Manikganj-distriktet i Bangladesh, hvor den tog cirka 1.300 menneskeliv og sårede omkring 12.000 mennesker på sin 16 kilometer lange rute. Byerne Saturia og Manikgank Sadar blev fuldkommen ødelagt, og den gjorde omkring 80.000 mennesker hjemløse.

2.
Den længstlevende tornado efterlod sig et 352,4 kilometer dødeligt spor bag sig, før den blev opløst, og den varede cirka 3,5 time. Tornadoen blev målt den 18. marts 1925 i USA, hvor den blev dannet i Ellington, Missouri, og rejste helt til Princeton, Indiana. Den kostede 695 mennesker livet.

3.
Det største tornado-udbrud tæller 207 tornadoer, og det skete den 27. april 2011 i sydøstlige USA. Der var tornadoer af alle styrker, og hele EF-skalaen blev brugt.

4.
Verdens bredeste tornado havde en diameter på næsten 4.000 meter. Den blev målt den 22. maj 2004 i Hallam, Nebraska, i USA.

5.
Den største vindhastighed i en tornado er estimeret til at være på 135 m/s, hvilket er 486 km/t, og det er blevet beregnet ved hjælp fra en Doppler radar. Tornadoen fandt sted den 3. maj 1999 i Bridge Creek, Oklahoma, i USA.

Tropiske cykloner

6.
Den største og mest intense tropiske cyklon er Tyfonen Tip, der havde et tryk på kun 870 hPa i centrum og vinde, der strakte sig 1100 km fra centrum. Den blev dannet over Stillehavet den 4. oktober 1979 og gik senere i land i det sydlige Japan, hvor den kort efter blev til en ekstratropisk cyklon. Dens højeste målte vindstød nåede op på 305 km/t.

Tornadoer kan godt have endnu lavere tryk i centrum, men måleinstrumenter har svært ved at overleve en tornado, og derfor har man ikke officielle målinger for dem. En stormchaser har med sit eget udstyr, målt et tryk indeni i en tornado til at være 688,4 hPa, hvilket var en trykforskel på 194 hPa i forhold til omgivelserne. Det blev målt den 21. april 2007 i Tulia, Texas.

7.
Den hurtigste intensivering af en tropisk cyklon skete på lige under 24 timer den 22. til 23. september 1983, og det var Tyfonen Forrest, som gik fra et centralt tryk på 976 hPa til 876 hPa. Der skete altså et trykfald på 100 hPa på lige knapt et døgns tid. Overfladevindenes maksimale hastighed gik fra 33 m/s til 77 m/s på også kun én dag. Tyfonen Forrest lå i det nordvestlige Stillehav.

8.
Den mindste tropiske cyklon var Tracy, og den blev målt nær Darwin i Australien. Dens øje var på 6,7 kilometer, og vindene strakte sig 50 kilometer fra centrum.

9.
Den længstvarende tropiske cyklon er Orkanen John, der lå over Stillehavet og varede fra den. 10. august 1994 til den 10. september 1994. Altså 31 dage. Orkanen, der også kaldes en tyfon, er samtidig også den tropiske cyklon, som har rejst længst. På sine 31 dage bevægede den sig 13.280 kilometer hen over Stillehavet.

10.
Det største øje på en tropisk cyklon var 90 kilometer bredt, og det blev målt den 21. februar 1979 hos Cyklonen Kerry, der lå over Koralhavet.

Er en tropisk cyklon, hurricane og en tyfon det samme?

Ja, de er alle sammen tropiske lavtryk. Men de hedder noget forskelligt, alt efter hvor de opstår. Grafikken nedenunder viser, hvad de tropiske lavtryk hedder forskellige steder i verden, og hvilken bane de typisk har.

Navne for tropiske lavtryk af storm- og orkanstyrke forskellige steder i verden samt de oftest fulgte baner. Grafik efter John Cappelen 2005.
Navne for tropiske lavtryk af storm- og orkanstyrke forskellige steder i verden samt de oftest fulgte baner. Grafik efter John Cappelen 2005.

Du kan læse mere om vejrrekorder hos Arizona State University.

Af Michella Rasmussen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 7. februar 2014.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder