twitter google+ facebook

Det globale vindsystem

Selvom naturens frygtindgydende hvirvler kan virke kolossale, kan de hver for sig betragtes som forholdsvis små forstyrrelser i det store globale vindsystem, der er en af de vigtigste drivkræfter i Jordens klima, bortset fra Solen. Uden vind vil der kort sagt ikke være noget klima. Vinden distribuerer regnen og bærer store mængder af fugtighed fra havet ind over land, modererer temperaturer ved at sprede varm og kold luft hen over Jordens overflade og den hjælper os til at trække vejret bedre ved at sprede luftforureningen over de store byer. Hvert sekund bærer dette globale vindsystem således rundt på en energi svarende til energien produceret af alle verdens atomreaktorer i de næste 25 år.

Vindsystemet får sin kraft fra to kilder - Solen og Jordens rotation. Solen opvarmer hele tiden Jordens overflade og atmosfære. På grund af jordaksens hældning og Jordens krumning sker der en ulige opvarmning afhængig af sted og tid på året, hvorved høj- og lavtryksområder opstår og går til grunde i en evig cyklus. Vinden bevæger sig konstant fra disse højtryksområder mod lavtryksområder, drevet af trykforskellen. På sin vej påvirkes vinden af en anden kraft kaldet corioliskraften. Denne kraft påvirker alt hvad der bevæger sig på vores roterende Jord – også alle luftbevægelser. Luften bliver simpelthen tvunget til at bevæge sig i karakteristiske mønstre.

Resultatet er det vindmønster vi ser på vores planet, både de nogenlunde konstante vinde kaldet passaterne, der i tidens løb har givet vind i mange sejl, de livgivende monsunvinde i Østen og det kendte Vestenvindsbælte, men også de mere tilfældige hvirvler, der hele tiden opstår og dør ud rundt om på Jorden. Det er, når disse tilfældige hvirvler intensiveres voldsomt, at orkaner og kraftige storme opstår.

Kilde: Satellite eye, Galathea
Kilde: Satellite eye, Galathea

Af John Cappelen
Redaktion Michella Rasmussen
© DMI, maj 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder