twitter google+ facebook

En ret speciel hattesky – en pileus uden sky?

(Bragt i Vejret 123)

Det må være en af H.M. Dronningens hatte, var den umiddelbare reaktion fra et fremtrædende medlem af Vejrets detektiver. Og det er da også en sky ud over det sædvanlige, vi gengiver her. Den blev set og fotograferet den 14. april 2010 ved Horsens af Verner Topsøe-Jensen, som skriver følgende:

Efter en skyfri formiddag uden én sky på himlen og en temperaturstigning fra "is på bilen" til 14 grader, opstod en usædvanlig sky i løbet af få minutter ved 13-tiden. Skyen startede uden "huller", men ret hurtigt kom der huller, som ses på billede 1 (øverst). Skyen var usædvanlig turbulent, og de tynde striber foroven til venstre på billede 2(nederst) tumlede rundt som om det var en vandret liggende skypumpe. Ved at køre lidt rundt og vurdere vinkler mener jeg at være kommet frem til at skyen opstod i ca. 1000 m højde.
Jeg kan yderligere oplyse, at skyen hang nøjagtigt over en terrænstigning på ca. 70 m fra Hansted Ådal vest for Horsens og til det omliggende landskab nordfor, hvorfra billederne er taget mod syd ud over den lavere liggende ådal.

Umiddelbart er det svært at afgøre, om ’hattepulden’ ligger højere end ’hatteskyggen’ eller blot nærmere fotografen. Formentlig er det det sidste, der er tilfældet. Omridset af en ’usynlig cumulus’ nederst i skyen ses på begge billeder, som er optaget med mindre end to minutters mellemrum, men ikke med samme zoom-indstilling.
Umiddelbart er det svært at afgøre, om ’hattepulden’ ligger højere end ’hatteskyggen’ eller blot nærmere fotografen. Formentlig er det det sidste, der er tilfældet. Omridset af en ’usynlig cumulus’ nederst i skyen ses på begge billeder, som er optaget med mindre end to minutters mellemrum, men ikke med samme zoom-indstilling.

Det kan være vanskeligt at forklare en skydannelse ud fra et fotografi, men spørgeren har med sine kommentarer lagt bolden til rette, og her er et skudforsøg fra Leif Rasmussen:

Når en cumulussky – en konvektiv celle – skyder i vejret, kan man med lidt tålmodighed følge både væksten og den turbulente omrøring, der optræder i skyen. Sker det, at skyen møder et tyndt, fugtigt luftlag, kan dettes fugtighed fortættes som følge af den afkøling, løftet medfører, og en kort tid danne en ’skykappe’ over og omkring toppen, indtil den bliver opslugt af skyen. Denne flygtige skytype kalder man en pileus-kappe.

Det mønster, vi ser på billederne, er utvivlsomt en sådan kappe – med én væsentlig undtagelse: cumulusskyen mangler. Luften er for tør, men solopvarmningen vil stadig frembringe konvektive celler eller bobler, blot uden kondensation. En flok kredsende måger kan røbe tilstedeværelsen. Men i det aktuelle tilfælde eksisterer der faktisk et fugtigt luftlag, og det løftes af den ’usynlige cumulus’, som det indhyller. Dets fugtighed kondenseres og kommer derved til at tegne omridset af den opstigende boble. Hullerne i kappen opstår gradvis ved opblanding med den tørre luft.

Dette var en beskrivelse af dannelsen, som den kan aflæses af strukturen. Når det gælder årsagen, må vi begive os lidt ud i gætteriet. Det er rimeligt at tro, at solopvarmningen har spillet en væsentlig rolle. Den var stærkest netop kl. 13 (sommertid), da solen stod højest på himlen. Bymæssige bebyggelser opvarmes mest og er ofte kilden til de første cumulus-dannelser. I det aktuelle tilfælde kan det være terrænhældningen mod syd, der har betinget en forøget opvarmning. Blot kan det undre, at mønstret optræder så isoleret, for hele området er jo ganske kuperet - kan der være en anden årsag med i spillet? Måske skal vi se på den store temperaturforskel mellem landets varme indre og det endnu kolde hav, der begunstiger søbrisedannelse. En lokal søbrisefront kan have leveret det puf, der satte gang i konvektionen, men nu er vi absolut på gyngende grund...

Uden det fugtige luftlag i en ellers tør atmosfære var bevægelsesmønstret forblevet ubemærket, når vi ser bort fra eventuelle måger. Laget kan vha. satellitbilleder identificeres som resterne af en kraftig cumulusstribe (en ’konvergenslinie’) dagen før mellem Vänern og Vättern. Endnu i de tidlige morgentimer sås den som en lille ansamling af stratocumulus ved det nordlige Djursland, men opløstes herefter, indtil den (mere gætteri!) blev bragt for dagen af et hot spot ved Horsens. Mønstret vil være sjældent i Danmark, men kan opleves i bjerge som resultatet af mekanisk turbulens.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder