twitter google+ facebook

Vejret og cykelrytterne - sol og varme

Af Jesper Worre

Det perfekte cykelvejr er 22 grader, let skyet og med en lille brise. Sådan er det desværre alt for sjældent. I Frankrig i juli sniger termometeret sig ofte over de 30 grader og solen bager fra en skyfri himmel. Her skal rytterne naturligvis huske at få drukket nok væske hvilket ikke er lige let for alle. Men allervigtigst er det at man ikke sidder og bliver 'kogt' i solen.

Man ser ofte ryttere der sprøjter koldt vand i hovedet simpelthen for at nedkøle det lidt. Bliver man 'ramt' af varmen bliver man sløv og ugidelig og det er jo ikke ligefrem en fordel i Tour de France.

Er det rigtig rigtig varmt med over 35 grader har de fleste det som om luften indeholder mindre ilt og det holder op med at være rigtig morsomt at køre cykelløb. Tit brænder fødderne i skoene og man hælder dyrebart vand på skoene for at køle fødderne ned. På vej op af bjergene føles det som om luften står helt stille og man sveder helt uhyrligt. Sidder man foran glemmer man ofte hvor meget man lider, men sidder man i en gruppetto bagude (og det gør langt de fleste) uden noget at køre for er det et rent helvede at nå frem til mål.

I varmen er rytternes ydeevne ikke så forskellig som i kulde, men det er helt naturligt blandt ryttere fra Sydeuropa - der er vokset op med varmen - at man finder de største 'varmeeksperter'. Bl.a. huskes at Claudio Chiappucci og Richard Virenque gennemførte heroiske lange soloudbrud i stegende hede mens resten af feltet kæmpede for overhovedet at holde sig på cyklen. 

Vejret under de store etapeløb har gennem årene haft stor indflydelse på resultaterne, men Tour de France vindes næsten altid af en rytter der kan klare sig i alt slags vejr. Bare se på Lance Armstrong, der ikke virker som om der er noget som helst, som kan slå ham ud - heller ikke vejret.

Jesper Worre er direktør for Danmarks Cykel Union og ansvarlig for planlægning og afvikling af Post Danmark Rundt. Han kørte 10 år som professionel fra 1982-92 i Italien og Colombia. Jesper har kørt Giro d`Italia otte gange, Vuelta d´Espagna en gang og Tour de France en gang. Han har bl.a. vundet Giro del Veneto 1983, Danmark Rundt 1986, Tour of America 1988, Post Girot 1988, 6. etape i Vuelta d´Espagna 1990 og to bronze og en sølvmedalje i 5 km forfølgelsesløb i 1986-88.

Redaktion Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk

DMI, 23. juni 2006.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder