twitter google+ facebook

Skyer - himlens stolte væsener

Utallige, høj som lav, har til alle tider været fascineret af de bjergtagende, stolte væsener, der på himlen synes højt hævet over alle jordiske ting. Skyerne er fantastiske, forunderlige former på himlen, der er i stand til at skabe mange følelser hos os: spænding, dramatik, glæde, ro, harmoni, tungsind og sikkert meget mere. Vi både forundres og frydes, og vi kan blive irriterede og bande hver gang vi retter blikket opad. Vi forsøger at aftvinge dem hemmelighederne de gemmer med mere eller mindre held. Dette tema vil hjælpe lidt i den henseende.

CL2 Cumulus congestus. Herlufmagle 19. juni 2009 18:35 (R. Hinnerskov).

Selvfølgelig er en sky ikke bare en sky. Meteorologer inddeler skyer i hele 27 forskellige kategorier, mens de mere generelt opdeles i 10 hovedslægter efter deres form og højde, og så har de fået latinske navne. Fælles for dem alle er, at de dannes i den nederste del af atmosfæren ved fortætning af vanddamp. Luft kan nemlig i atmosfæren stige op og udvikle skyer med alle mulige former og størrelser. De består hovedsaglig af svævende små vanddråber eller iskrystaller, men kan også indeholde faste partikler som røg og støv.

Når vanddamp stiger opad i atmosfæren og køles af, fortættes den til små dråber, men det sker dog kun, hvis der i luften findes saltkrystaller, støv- eller røgpartikler, der kan fungere som ”samlingspunkter” for vandet. Heldigvis findes der sådanne kondensationskerner overalt i luften, og skyer er da også et ganske hyppigt fænomen på himlen.

Skyerne kan efterfølgende blive i det niveau de er dannet og udvikle sig horisontalt, og så kaldes de stratiforme (lagskyer) med en grundform der kaldes stratus eller de kan udvikles lodret: så kaldes de cumuliforme (konvektionsskyer) med grundformen cumulus. Det kommer an på forholdene i atmosfæren.

En sky’s begrænsninger befinder sig der, hvor luftens grad af gennemsigtighed mærkbart skifter, fra hvad der svarer til klar eller svagt diset luft, til hvad der svarer til vanddråber eller iskrystaller. Der er ikke noget der decideret holder sammen på en sky. Den sky, vi ser på himlen lige nu, er fysisk set ikke den samme som den, vi så for 10 minutter siden – kun mønstret er uændret. Skyen fornyes nemlig til stadighed ved tilførsel af luft med efterfølgende fortætning, og så længe den proces pågår, vil grænsen til den omgivende luft fremtræde skarp. Ophører tilførslen (fx når skyen driver ud over et koldt hav) bliver skyen flosset og uskarp. På et tidspunkt opløses skyen, når den fordamper og afkøles. Skyerne ligger fra skorstenshøjde til op over 15 kilometers højde. Der er også skyer der når helt ned til jorden, men så kalder vi dem tåge.

Konvektionssky; cumuliform: CL9 Cumulonimbus cappilatus incus (R. Hinnerskov).

Lagsky; stratiform: CM3 Altocumulus perlucidus (R. Hinnerskov).

Af John Cappelen
Redaktion Michella Rasmussen
© DMI, juni 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder