twitter google+ facebook

Vinterens hårde, kolde cykelkøreskole

Vintercykling skal læres, men når du har fanget teknikken, bliver du en bedre og sikrere cyklist året rundt.

Så længe temperaturen er pænt over frysepunktet, eller du kører på velsaltede veje, så er vinterkørsel ikke forskellig fra sommerkørsel.

Når temperaturen nærmer sig frysepunktet, og glatførebekæmpelsen mangler, er det imidlertid en anden sag. Så skal du justere din køreteknik. Du skal også skærpe din opmærksomhed på 'det der er anderledes' end normalt og huske, at de øvrige trafikanter også er udfordret af føret.

Kulde, sne, is og salt er alle med til at gøre vintercykling til en udfordring. Foto Cycling Embassy of Denmark.

En kraft af gangen

Den grundlæggende regel for cykling, når vejgrebet er nedsat, lyder: kun én kraft på dækkene af gangen. Du må altså ikke styre og træde eller styre og bremse samtidigt. Og så skal du holde dig langt fra de hvide striber på vejen, når det er vådt eller glat. Her er friktionen ekstra nedsat.

Et andet fif til vinterkørsel er fart. Den er din ven. Jo langsommere du kører, jo sværere er cyklen at styre. Omvendt: Jo hurtigere du kører, jo nemmere er det at holde balancen, hvis (og når) cyklen rammer ujævnheder, snebunker eller isskosser. Forklaringen er den stabilitet, som hjulenes rotationsmoment tilfører cyklen og dermed dig. Hastigheden skal selvfølgelig ikke overdrives - særligt hvis der er anden trafik. Din bremselængde er nemlig væsentlig længere, når vejen er våd eller glat.

Det er også typisk, at cyklen opfører sig mere livlig i vinterføre, end den gør om sommeren, men det er vigtigt, at du ikke klamrer dig til den. Lad den danse; det er sådan, forhindringerne bedst håndteres.

En enkelt advarsel er dog på sin plads. Uanset hvor teknisk dygtig du er, så er det svært at slippe godt fra at køre på ren is, med mindre du er på pigdæk eller brede mtb-dæk med næsten ingen luft. Selv hvis du er absolut rolig på cyklen og pedalerer som en professionel, så kan et vindpust eller den svage hældning på ½ grad, som de fleste vejbaner har, sende dig på røv og albuer. Her kan det være klogt at acceptere det lille hak i stoltheden, det giver at stå af og kortvarigt trække cyklen, end at risikere det store hak i stoltheden et kluntet styrt typisk tilføjer.

Let tråd i løs sne

Alt er så meget nemmere om sommeren, som DMI's Henrik Vedel og Erik Hansen viser her. Det betyder dog også, at hvis du for alvor vil udvikle en overlegen cykelteknik, så skal du også i sadlen om vinteren. Foto Claus Kern Hansen.

Med sne på kørebanen, stien eller sporet, er også den måde, du træder rundt i pedalerne på, vigtig. Let, hurtig pedaleren er med til at holde trækket på baghjulet konstant og begrænse cyklens slingren til et minimum.

Sjovt nok er det ofte nemmere at køre i den nye sne, ingen har kørt i endnu, end det er at køre i den sne, andre allerede har passeret. Har du muligheden, så søg ud i nysneen for at se, om det gør cyklingen lettere. Vær dog opmærksom på, at sneen kan gemme på forhindringer såsom sten, riste, huller i kørebanen eller et lag is.

Slipper du sikkert gennem vinterens hårde, kolde køreskole, vil du opdage, at du teknisk er blevet en langt bedre cyklist. Det kan endda være lige netop den træning, som reddede dig fra et styrt eller en kollision til sommer, hvor udfordringerne er færre og koncentrationen derfor dårligere.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk med bidrag fra Henrik Vedel og Erik Hansen.

DMI, 28. januar 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder