twitter google+ facebook

Her er vinterens bedste cykelvejr

Bestemmer du helt selv, hvornår du cykler? Så er her en guide til, hvad du skal kigge efter i vejrudsigten.

Vintercykler du til og fra arbejde, eller på andre tidspunkter der ligger fast, så er det bare helt bogstaveligt ’på med vanten’.

Motions- eller hyggecykler du derimod, på tidspunkter du selv vælger, så er der meget at hente i at være god til at afkode vejrudsigterne og særligt DMI's Byvejr.

Kuldeindeks udpeger gode og dårlige dage

En optimal vinter-cykel-dag er først og fremmest en dag med så svag vind som mulig. Vinden er den afgørende faktor om vinteren - både når du cykler og står stille. Jo mere det blæser, jo hurtigere forsvinder kropsvarmen. Det er langt nemmere at holde varmen i minus 5 og vindstille end i plus 5 og hård blæst.

Effekten af vind og lufttemperatur er beskrevet, i det meteorologerne kalder ’kuldeindeks’. Her kan du aflæse, hvor koldt vejret opleves ud fra kombinationen af luftens aktuelle temperatur og vindhastigheden.

Tabel over det såkaldte kuldeindeks eller wind chill, som angiver en tilnærmet 'følt temperatur' og dermed fortæller om kroppens varmetab. F.eks. mister du varmen fra bare hænder og ansigt i samme tempo ved 0°C og 10 m/s som du ville gøre ved minus 15°C og vindstille.
* 0°C til -20°C (grøn): Minimal risiko, men falsk følelse af sikkerhed ved længere ophold.
* -20°C til -40°C (lys blå): Tiltagende risiko, lettere forfrysning af blottet hud inden for 30 minutter.
* -40°C til -60°C (mellemblå): Fare, forfrysning af blottet hud indenfor 10 minutter.
* Under -60°C (mørk blå): Stor fare, forfrysning af blottet hud i løbet af 5 minutter.

Den lette frost er din ven

Med vinden på plads så kig efter temperaturen - og vælge en dag, hvor den ligger under nul. Og kan du finde en, hvor det har været frost et døgns tid forinden, er det perfekt. Så er jord- og grusstier hårde og luften tør - dermed slipper du for vandpytter og mudder og for, at alting bliver vådt.

Vindstille, let frost og sol er næste ideelt cykelvejr. Samtidig betyder det, at grusstier er hårde og hurtige.

Solen gør hverken fra eller til rent temperaturmæssigt om vinteren - i al fald ikke med mindre vi fortsat har vintervejr pænt ind i marts. I månederne omkring vintersolhverv lige før jul står Solen så lavt på himlen, at vi ikke oplever dens stråler som varme overhovedet. Af samme årsag er der også kun sjældent særlig stor forskel på temperaturen dag og nat.

Med det sagt, så er det selvfølgelig dejligt, når Solen skinner, mens man er udendørs. Er der sne og masser af sol, så er solbriller af den mørke slags for øvrigt et must.

Nedbør skaber stemning

Har du valgt en dag, hvor vinden er svag og temperaturen under nul, så er nedbør ikke noget, du skal bekymre dig om. Det kan sne let, men det er bare med til at skabe stemning.

Er temperaturen til gengæld over nul - og der ligger den jo i døgndrift hele vinteren i enkelte år - ja så er det en anden sag.

Bliver du våd, bliver du hurtigt kold. I det tilfælde ville jeg nok prøve at undgå nedbør - og modsat sne så er regn på en eller anden måde ikke rigtig med at skabe stemning - det skulle da lige være dårlig stemning.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk med bidrag fra Henrik Vedel og Erik Hansen.

DMI, 28. januar 2015

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder