twitter google+ facebook

Jesper Grønne ser lyset: Solnedgang

I sommeren 2009 præsenterede vi et antal artikler om lysfænomener, som fotograf Jesper Grønne havde fanget med sin kameralinse. Vi kom vidt omkring og så blandt andet på regnbuer, nordlys og satellitter. Denne artikel fokuserer på solnedgangen med både mirage og grønne glimt.

Allerførst en lille reminder: Se aldrig direkte på solen med det blotte øje! Og så til sagen.

Når en nedgående sol tilsyneladende skæres i stykker på sin vej ned bag horisonten, så er det et tegn på en eller flere såkaldte temperaturinversioner, hvor Solens lys passerer gennem forskellige lag med forskellig temperatur og dermed også forskellig afbøjning.

Sollys afbøjes forskelligt i luftlag af forskellig densitet. Nogle gange afbøjes det nok til, at der bliver produceret et falsk billede, et mirage. Disse falske billeder ses bedst, når du nøje følger den nedadgående sol - husk at passe på øjnene - som Jesper Grønne har gjort her oven for.

Forløb af solmirage. Foto Jesper Grønne.
På vej ned gennem atmosfæren afbøjes solens lys (den kraftige linje), og solskiven løftes en anelse op på himlen (t.th) Tegning Claus Rye Schierbeck.

For at se de falske billeder skal du befinde dig over selve inversionslaget, der giver ophav til det falske billede. Det behøver dog ikke at være specielt højt oppe.

Fænomenet er tæt knyttet til det kendte begreb Fata Morgana.

Solens farve

Når vi kigger på Solens farve i løbet af dagen, så ændrer den sig fra sin middagsklædning i gullig-hvidt til orange og over i det røde efterhånden, som dagen går på hæld. Det skyldes, at sollyset skal igennem et tykkere og tykkere lag atmosfære efterhånden, som den går ned mod horisonten. Det betyder, at en større del af lyset når at blive spredt væk, inden det når frem til os.

Spredningen af sollyset, der samlet giver indtrykket af den tiltagende røde sol, sker både i luftens molekyler, i røg- og støvpartikler og i atmosfærens små vanddråber.

Det grønne glimt

Det grønne glimt er et optisk fænomen, der ved sjældne lejligheder kan opleves ved solnedgang eller solopgang. Fænomenet er ganske kortvarigt - ofte kortere end ét sekund, men det lykkedes alligevel Jesper Grønne (bemærk efternavnet), at fange dette interessante sceneri.

Glimtet kan bedst forklares ved at tænke på atmosfæren som et prisme, der bryder lyset fra den nedgående sol op i regnbuens farver - violet øverst og rød nederst. Normalt ville violet være den sidste synlige farve - og sådan ville det da også være, hvis atmosfæren var helt støvfri.

Nu er der sædvanligvis en del støv i atmosfæren, og det spreder det blå og violette lys mest. Den sidste synlige farve bliver derfor den grønne.

Hvis du går på jagt efter det grønne glimt, så er det vigtigt at huske, at du aldrig må se direkte på Solen. Fænomenet lader sig bedst se over havet, fordi for meget støv i atmosfæren også spreder det grønne lys. Men du skal altså ikke blinke for meget med øjnene, for så går du glip af det.

Støvpartikler og luftmolekyler i atmosfæren spreder Solens lys. Lyset med de korteste bølgelængder - blå og violet - spredes mest effektivt, og når Solen står højt på himlen giver denne spredning ophav til himlens blå. Når Solen står lavere på himlen, når de korte bølgelængder slet ikke frem til, og det er kun de gule, orange og røde farver, der når frem til os. Det er samtidig også forklaringen på den røde himmel bag det grønne glimt.

Det grønne segment ses netop helt oppe på toppen af solen. Foto Jesper Grønne.
Det rigtigt grønne glimt fra fire fotos sammensat til ét. Foto Jesper Grønne.
Øverst: Når solen står lavt bevirker luftens afbøjning, at solen får en blå-grøn rand øverst og en rød rand nederst. Hvis kun den grønblå stikker op over horisonten, og de rigtigt atmosfæriske forhold er til stede, kan vi være heldige at opleve det grønne segment og i meget sjældne tilfælde det grønne glimt.

Der har været mange forklaringer på det grønne glimt i tidens løb. De mest sejlivede var, at det har været en effekt af at kigge på Solen i for lang tid, samt at det skulle være en effekt af spejling i vandet. Sidstnævnte teori blev dog skudt i sænk, da fænomenet blev observeret i ørkenen.

Artiklen er delvist baseret på materiale fra dmi.dk, bogen Lysfænomener i Naturen (Høst og Søn 1998), samt tekster af Jesper Grønne.

Af Bjarne Siewertsen og Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 29. juli 2009.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder