twitter google+ facebook

Jesper Grønne ser lyset: Lysende natskyer

I sommeren 2009 præsenterede vi et antal artikler om lysfænomener, som fotograf Jesper Grønne havde fanget med sin kameralinse. Vi kom vidt omkring og så blandt andet på regnbuer, nordlys og satellitter. Denne artikel fokuserer på lysende natskyer.

Lysende natskyer består overvejende af frossent vand og befinder sig helt oppe i 70 til 90 kilometers højde på grænsen til rummet. De er dermed de højestliggende skyer i atmosfæren.

Skyerne lyser ikke selv. Det ser sådan ud, fordi de belyses af solen, der ellers set fra jordoverfladen, står under horionten. Skyerne ligger dog så højt, at - hvis man sad på en af dem - så ville solen endnu ikke være forsvundet i horisonten.

I Danmark ser vi især lysende natskyer i slutningen af juni og starten af juli. Skyerne kan minde om tynde cirrusskyer, men normalt med en blålig, sølvskinnende eller nogle gange rød-orange farve.

Lysende natskyer. Foto Jesper Grønne.

Er skyerne på himlen ses de bedst en time eller to efter solnedgang; når solen er mellem 5 og 13° under horisonten. Skyerne kan ses uden kikkert.

Er solen endnu ikke kommet 5° under horisonten; så er resten af himlen generelt for lys og skyerne bliver overstrålet. Er Solen mere end 13° under horisonten, ligger også de høje skyer i jordens skygge og så 'lyser' de naturligvis ikke længere.

At spotte lysende natskyer kræver selvfølgelig, at de 'almindelige' lavere skyer holder sig væk.

Samme skyer med stor afstand

Ind imellem er der nogen som undrer sig over, at fotos af lysende natskyer, taget med stor geografisk afstand, viser næsten samme sceneri.

Det man skal huske er, at skyerne befinder sig i 70-90 kilometers højde. Mange, mange gange højere end normale skyer! Når vi ser dem stå f.eks. 25° over horisonten, så er de over 200 kilometer væk. Den giver en fornemmelse af deres til tider enorme udbredelse.

At det er så stort og fjernt et fænomen forklarer, hvorfor skyerne kan se ens ud for en obsevatør i f.eks. Ferritslev på Fyn og en i Horsens. Det svarer til, at to personer med 800 meter imellem sig, ser på den samme cumulus-sky med en skybase i én kilometers højde. De ser også stort set det samme.

Landskab med natskyer. Foto Jesper Grønne.

Gode og dårlige år for natskyer

Lysende natskyer har for øvrigt bedre betingelse under solpletminimum - altså blandt andet i 2009. Til gengæld var det skidt i 2012, hvor antallet af solpletter var tæt på maksimum. DMI's Peter Stauning forklarer:

Lysende natskyer skyldes iskrystaller dannet i højder omkring 80 kilometer. Det er en betingelse for dannelse af de (relativt) store iskrystaller i den ellers meget vanddampfattige øvre atmosfære, at temperaturen er meget lav.

Animation af bevægelserne i lysende natskyer. Fotos Jesper Grønne.

En af betingelserne for de lave temperaturer er minimum solaktivitet, da solens UV-stråling, som spiller en afgørende rolle for varmebalancen i den øvre atmosfære, vokser med solpletaktiviteten. Der spiller tillige ind, at opvarmningen i større højder også afhænger af elektriske strømsystemer, der følger nordlysaktivitet.

Endelig er den globale opvarmning en fordel for dannelsen af de lysende natskyer, da de atmosfære-regioner, der 'holder' på jordens varme (tilbagekaster varmeudstrålingen fra jordoverfladen), ligger lavere end natskyerne og således isolerer natsky-region fra den varme klode. Det er formentlig samme mekanisme (altså høj koncentration af vanddamp i lavere luftlag), der giver særligt gunstige betingelser i sommerperioden.

Artiklen er delvist baseret på materiale fra dmi.dk, bogen Lysfænomener i Naturen (Høst og Søn 1998), samt tekster af Jesper Grønne.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 31. juli 2009.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder