twitter google+ facebook

Lynstatistik

Den ældste statistik for lynforekomst i Danmark dækker perioden 1965-1978 og er udarbejdet på grundlag af de gamle lyntællere. De 21 tællere, der blev anvendt i sommerhalvåret i perioden 1965-78 talte som middel 1.130 lyn pr. år, hvilket har kunnet omsættes til et landsgennemsnit på ca. 1 lynnedslag pr. km2 pr. år. Dette tal – der i mange år har været brugt som en tommelfingerregel i forbindelse med vurdering af lynnedslagsrisiko i Danmark – har efter introduktionen af de moderne lynpejlesystemer vist sig at være for højt.

Den ældste statistik fra 1965-79 baseret på 21 lyntællerstationer viste at der på landsplan var ca. 1 lynnedslag pr. km2 pr. år. Tallene på kortet er gennemsnitstal for hver lyntællestation over en årrække. Kilde: DMI
Den ældste statistik fra 1965-79 baseret på 21 lyntællerstationer viste at der på landsplan var ca. 1 lynnedslag pr. km2 pr. år. Tallene på kortet er gennemsnitstal for hver lyntællestation over en årrække. Kilde: DMI

I de nyere lynstatistikker fra 1991-2000 er landet opdelt i enhedsarealer på 1.000 km2. Den årlige lynnedslagstæthed opgøres som det årlige gennemsnit af lokaliserede lynnedslag i hvert enhedsområde.

Den årlige variation i nedslagshyppighed er meget stor, hvilket hænger sammen med, at en overvejende del af det samlede antal registreringer stammer fra nogle ganske få, men meget intense tordenvejrs-situationer. Den hidtil største tæthed (i perioden 1991-2000) er op imod 2.000 lynnedslag pr. 1.000 km2 registreret i Nyborgområdet i 1994 (stammer primært fra et kraftigt tordenvejr den 29. juni 1994), og den hidtil laveste intensitet er under 10 pr. 1.000 km2 ved Anholt i 1992. Lynpejlingerne bekræfter i øvrigt den hidtil gældende opfattelse, at den sydvestlige del af landet specielt Sønderjylland er den del af Danmark, hvor risikoen for lynnedslag er størst.

I perioden 1991-98 blev omkring 5% af lynnedslagene i Danmark (8-13 °E,54,6-57,7 °N) registreret i maj, omkring 85% i sommermånederne juni, juli og august, omkring 5% i september og de resterende ca. 5% i de kolde måneder oktober til og med april.

En nylig undersøgelse over perioden 2002-2010 konkluderer, at lynaktiviteten kulminerer i perioden fra juni til august, hvor 76% registreres.

Gennemsnitligt antal lynnedslag pr. år for perioden 1991-2000. Farvekoden viser antal lynnedslag pr. 10 km2 pr. år. Gennemsnittet for hele området er ca. 0,25 lynnedslag pr. km2 pr. år. Kilde: DEFU.
Gennemsnitligt antal lynnedslag pr. år for perioden 1991-2000. Farvekoden viser antal lynnedslag pr. 10 km2 pr. år. Gennemsnittet for hele området er ca. 0,25 lynnedslag pr. km2 pr. år. Kilde: DEFU.

Flest udladninger ses generelt i juli og august. Blot 0,55% registreres fra december til februar og der er ingen forskelle på landsdelene. Lynaktiviteten ses oftere om eftermiddagen om sommeren, mens der ingen forskelle ses om vinteren henover døgnet. Middelstrømstyrken af lynudladningerne tenderer til at være størst uden for sommerperioden og der er ingen sammenhæng mellem positive lyn og årstid. Det pointeres dog i undersøgelsen, at statistik over korte perioder giver en vis usikkerhed i konklusionerne. (Kilde: Statistisk analys af blixtdata för Danmark 2002-2010. Kandidatarbete i meteorologi. Københavns Universitet 2011. En dansk sammenfatning ses her: En statistisk analyse af danske lyndata 2002-2010, Vejret 130 side 35-41, 2012).

Af John Cappelen
Redaktion Michella Rasmussen
© DMI, maj 2013.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder