twitter google+ facebook

Spot de hvide pletter

Hvornår skal vi spidse ører, når vi hører vejrudsigten? Og hvor er de særligt udsatte steder for glat føre - dem vi populært kalder 'de hvide pletter'?

Først er det vigtigt at være opmærksom på, at den temperatur meteorologerne forudser i deres vejrudsigter er i to meters højde. Det vil i mange tilfælde betyde, at temperaturen på jordens overflade er lavere.

Det er derfor en god tommelfingerregel, at hvis vejrudsigten nævner temperaturer ned til +2 grader eller lavere, så er der risiko for frost ved jordens overflade. Dermed øger risikoen for glat føre, og der er god grund til at være særlig opmærksom.

Når temperaturen ligger nede omkring +2 eller under, er det også en god idé at holde øje med om det har været klart og stille om natten eller om det pludselig klarer op om morgen. I disse situationer stiger risikoen for glat føre markant.

Endelig skal vi naturligvis også være særligt opmærksomme, hvis der er eller kommer sne eller is på overfladen.

Der findes flere forskellige typer af glat føre i vinterhalvåret: rim, sjap, sne eller is, og nogle steder er mere udsatte for at blive glatte end andre.

De områder, hvor 'hvide pletter' kan opstå, er nævnt herunder. Hvis vi bevæger os ind i disse områder, når der er risiko for glat føre, skal vi være særligt varsomme:

  • Lavninger i landskabet
  • Skyggestrækninger
  • Læstrækninger
  • Huller, der giver mulighed for små vandpytter, der fryser til is
  • Strækninger med fugtige områder i nærheden (hav, søer, moser eller åer)
  • Broer

Selv om de fleste trafikanter godt kender de 'hvide pletter', der findes på deres normale ruter, er der desværre hvert år mange, der kommer til skade i trafikken på grund af glat føre.

En morgen hvor det, på grund af saltning, ikke er glat på Hillerødmotorvejen nord for København. Foto Niels Hansen.
En morgen hvor det, på grund af saltning, ikke er glat på Hillerødmotorvejen nord for København. Foto Niels Hansen.

DMI advarer på flere måder trafikanterne, når der er risiko for glatte veje. Både i ord i forbindelse med vejrudsigterne, og som grafik på hjemmesiden under 'Glatføre', hvor der findes glatføreobservationer og glatføreprognoser. Se mere i 'Værd at Vide'-boksen til højre.

Af Lone Seir Carstensen
© DMI, 28. oktober 2008.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder