twitter google+ facebook

Rim på ruden - ej på vejen

I efteråret bliver nætterne længere end dagene. Kølige luftmasser suser fra nordøst ned over Danmark, og de første tegn på vinter dukker op.  

Det er ofte i form af et tyndt lag rim på 'særligt udsatte steder' såsom bilruder eller i græsset. Det er ikke ensbetydende med, at der er glat på vejene, men det bør skærpe vores opmærksomhed på, at risikoen for glatføre lurer forude. Det er de første spæde tegn på den kommende glatføresæson.

Rim dannes på overflader, når de bliver kolde (under 0°C), hvis der samtidigt er tilstrækkeligt med vanddamp i luften.

Vands faser. Grafik Bjarne Siewertsen.

Den korte meteorologiske beskrivelse af, hvad der sker under rimdannelsen, er: Overfladens temperatur afkøles til under frysepuntet og under luftens dugpunktstemperatur. Det får vanddampen i luften til at fryse til iskrystaller - enten ved deposition eller desublimation. Resultatet er rimkrystaller på overfladen.

Restvarme i jorden forhindrer rimdannelse

I det tidlige efterår kan varme fra Solens stråler, tilstrømning af mild luft eller ret store varmeressourcer i de øverste jordlag forhindre, at vi får rimglatte veje.

Solens energi lagres nede i Jorden gennem flere forårs- og sommermåneder. Når efterårssolen ikke længere slår til, bliver ophobet varme fra dybere jordlag transporteret op til overfladen, og det kan udskyde tidspunktet for den første rimdannelse på jordoverfladen en smule.

På bilruderne derimod er der ikke samme revarme til rådighed. Derfor afkøles de hurtigere til under dugpunktstemperaturen og eventuelt frysepunktet. Sker det, dannes der rim på bilerne.

Af meteorolog Lone Seir Carstensen og redaktion Kate Søs Hansen.

© DMI, 22. oktober 2011.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Tilmeld dig DMI's varsler om farligt vejr på SMS
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
DMI's -nyheder