twitter google+ facebook

Følg glatføret

Scan denne QR med din smartphone og få DMI's glatføre-webapp.

En vifte af værktøjer ligger klar for at hjælpe trafikanter sikkert igennem glatføret.

Informationer om den aktuelle glatføresituation og DMI's prognose for risikoen for glatføre stilles til rådighed for alle flere steder. 

dmi.dk

Du kan også se prognoserne fra DMI's glatføremodel på dmi.dk Her indikerer de røde og gule farver, at der er risiko for glat føre.

Røde farver i prognoserne betyder risiko for rimglatte veje. Gule farver indikerer vejtemperaturer omkring eller under frysepunktet - og hvis vejene er våde eller fugtige under de forhold, kan de blive glatte på grund af isdannelser.

Heldigvis vil de overordnede veje normalt være farbare som følge af vejmyndighedernes indsats mod glat føre. Men som bilist er det altid en god idé at være ekstra opmærksom, når glatføreprognosen lyser gult eller rødt.

vintertrafik.dk

På vintertrafik.dk kan du følge med i de seneste målinger fra de mange glatføremålestationer i Danmark. Her præsenterers både aktuelle målinger af lufttemperatur, vejtemperatur samt billeder fra webkameraer.

Du finder også meldinger om føret samt de tiltag, der er i gang - eksempelvis saltning. Interesserede kan også se statistik for saltforbrug, antal udkald til saltning med videre.

Se de aktuelle vejtemperaturer på vintertrafik.dk.

Vejtemperatur eller lufttemperatur

Når meteorologerne laver dagens vejrudsigt, som blandt andet leveres til dmi.dk, radio/tv samt øvrige medier vil det altid være luftens temperatur, der omtales.

Det er vigtigt at holde sig for øje, at der i mange situationer kan være en ganske betydelig forskel mellem luftens temperatur, som måles i to meters højde, og vejtemperaturen, som måles ved overfladen af vejbanen. Forskellen kan være lige præcis så stor, at overfladen når under frysepunktet og glatte strækninger bliver en realitet.

Hvor stor forskellen er, afhænger af den aktuelle vejrsituation - prøv selv at holde øje med forskellen på vintertrafik.dk.

Af Pernille Arnsfelt Hansen, senest opdateret af Lone Seir Carstensen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 27. november 2012.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder