twitter google+ facebook

Forårsfænomener: Stor forskel på dag og nat

Foråret har nogle særlige vejrmæssige kendetegn. Blandt andet kan det være vinter om natten og sommer om dagen. Og det er der en god forklaring på.

Foråret er årstiden med de største forskelle mellem temperaturen nat og dag.

Om dagen når Solen højt nok på himlen til virkelig at tilføre atmosfæren energi og give varme mindelser om sommer.

Om natten kan det til gengæld blive bitterligt koldt, fordi Solen er væk fra himlen i omtrent 12 timer. Samtidigt er havet omkring os fortsat for koldt efter vinteren til at holde temperaturen oppe.

Også forårets tørre luft hjælper til. Tør luft varmer nemlig både hurtigere op og køler hurtigere ned end fugtig luft.

Den tørre luft er desuden ofte koblet til få eller ingen skyer. Og uden skyer slipper Solens lys uhindret ind i dagtimerne, mens varmen har alle muligheder for at stikke af, når natten falder på.

Selv om foråret er den tørreste årstid, så kan der være fugt nok i luften til, at det udkrystalliserer som rim, når temperaturen falder til nær frysepunktet. Og sætter rimen sig på vejbanen, bliver den glat.

Af den grund kræver foråret ekstra opmærksomhed, for selv om meteorologerne snakker om 15°C i dagtimerne, udelukker det ikke nattefrost og dermed risiko for glatføre i morgentimerne.

Ekstrem årstid

Marts er måneden med den allerstørste forskel mellem den absolutte varmerekord og den absolutte kulderekord. Hele 49,2°C er der fra de -27,0°C, der blev målt natten til den 6. marts 1888 ved Holbæk, og de 22,2°C Karup-borgerne svedte i den 18. marts 1990.

På de næste pladser finder vi april med en forskel på 47,6° (-19,0°C -> 28,6°C) og februar med 44,8° (-29,0°C -> 15,8°C).

Luftens evne til at indeholde vanddamp falder med temperaturen. Derfor dannes først dug og derefter rim, når en fugtig luftmasse løbende afkøles.

Luftens evne til at indeholde vanddamp falder med temperaturen. Derfor dannes først dug og derefter rim, når en fugtig luftmasse løbende afkøles.
Saltning efter en klar og dermed kold nat. Foto Vejdirektoratet.
Saltning efter en klar og dermed kold nat. Foto Vejdirektoratet.
99% skyfrit Danmark lørdag den 4. april 2009 klokken 11:15. Natten gav frost mange steder, mens dagen bød på sommervarme og op til 20°C. Foto NOAA/DMI.
99% skyfrit Danmark lørdag den 4. april 2009 klokken 11:15. Natten gav frost mange steder, mens dagen bød på sommervarme og op til 20°C. Foto NOAA/DMI.

Der er mere forår i 'Værd at Vide'-boxen til højre.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 12. april 2009.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder