twitter google+ facebook

Forårsfænomener: Påskeøsten

Foråret har nogle særlige vejrmæssige kendetegn. Blandt andet kan vinden fra tid til anden være isnende kolde og gå gennem marv og ben. Og det er der en god forklaring på.

Et begreb, man i visse år støder på i foråret, er 'påskeøsten'. Påskeøsten hænger - som navnet antyder - sammen med noget fra øst og perioden, hvor påsken normalt falder.

Østenvind er hyppig om foråret, når det kolde kontinentale vinterhøjtryk over Europa er brudt ned, mens det tilsvarende højtryk over Skandinavien eller Rusland er intakt.

Situationen er ret stabil og kan give bidende koldt, klart, solrigt og blæsende vejr i dage- eller ugevis. Når påskeøsten dominerer, giver det vinterkulde langt ind i foråret.

Vejret i en rigtig påskeøsten er bidende koldt. Blandt andet på grund af den kraftige vind, der øger kroppens varmetab. Til gengæld er himlen blå og vejret tørt og klart med masser af sol.

Tabel over det såkaldte kuldeindeks eller chill factor, som angiver en tilnærmet 'følt temperatur' og dermed fortæller om kroppens varmetab. F.eks. mister du varmen fra bare hænder og ansigt i samme tempo ved 0°C og 10 m/s som du ville gøre ved minus 15°C og vindstille.

  • 0°C til -20°C: Minimal risiko, men falsk følelse af sikkerhed ved længere ophold
  • -20°C til -40°C: Tiltagende risiko, lettere forfrysning af blottet hud inden for 30 min.
  • -40°C til -60°C: Fare, forfrysning af blottet hud indenfor 10 min.
  • Under -60°C: Stor fare, forfrysning af blottet hud i løbet af 5 min.

Påskeøsten oplevede vi f.eks. i marts 2013. Vi havde også et meget markant eksempel i slutningen af marts 2005. Fra den 25. og måneden ud var vinden konsekvent i øst med vindhastigheder op til 10 m/s, masser af sol, udbredt nattefrost og daglige maksimumtemperaturer under 10°C, der på grund af blæsten føltes som mínusgrader.

Ind imellem føres den russiske vinterluft, som giver kulden, endda en tur hen over Europa og bliver godt opvarmet undervejs. Så bliver vejret klart og solrigt og forholdsvist lunt.

Dominerer østenvinden i det sene forår, kan det føre til egentlig forsommer, men så taler vi ikke længere om påskeøsten. Det oplevede vi f.eks. i begyndelsen af maj 2006 og - hvad der var meget tidligt i forhold til normalen - i slutningen af marts 2007, hvor den lune vind var med til at sikre temperaturrekorden for måneden.

Der er mere forår i 'Værd at Vide'-boxen til højre.

Af Niels Hansen, kommunikation@dmi.dk
© DMI, 11. april 2009, opdateret 27. marts 2013.

Østenvind er hyppig om foråret, når det kolde kontinentale vinterhøjtryk over Europa er brudt ned, mens det tilsvarende højtryk over Skandinavien eller Rusland er intakt. Grafik Carsten Kersø.
Østenvind er hyppig om foråret, når det kolde kontinentale vinterhøjtryk over Europa er brudt ned, mens det tilsvarende højtryk over Skandinavien eller Rusland er intakt. Grafik Carsten Kersø.
Påskeøsten kan drive de traditionelle tranetræk fra Rügen mod Hornborgasjön ind over de østlige dele af landet i form af flotte tranekiler. Her ses dansende traner ved Hornborgasjön den 9. april 2005. Foto Søren Tange Madsen.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder