twitter google+ facebook

Var klimaændringer skyld i decemberorkanen?

Decemberorkanen i 1999 var den værste orkan i det 20. århundrede.

Var det et tilfælde, at den kom i det sidste og varmeste årti, eller er der en sammenhæng mellem styrken af stormen og den globale opvarmning?

Først og fremmest, så kan det ikke lade sig gøre, at koble enkelte vejrhændelser til den globale opvarmning. Kun ændringer i den statistiske fordeling af vejrfænomener over en længere årrække kan tilskrives ændringer i klimaet.

Med andre ord: Decemberorkanen kunne sagtens have fundet sted i begyndelsen af det 20. århundrede eller i slutningen af det 20. århundrede selv uden en forøget drivhuseffekt og dermed global opvarmning.

Man kan altså ikke meningsfuldt svare på, om decemberorkanen havde noget med den globale opvarmning at gøre. Stilles spørgsmålet lidt anderledes, så kan der imidlertid gives et helt fornuftigt svar.

Hvis man i stedet spørger, om den globale temperaturstigning i det 20. århundrede statistisk set øgede risikoen for, at vi fik en kraftig orkan over Danmark i perioden 1990-1999, så er svaret nemlig umiddelbart 'nej'.

Index over stærke storme i Nordsøen (rød kurve) fra 1880-1998 og det anslåede antal storme pr. år over det danske område i perioden 1900-2000 (grønne søjler).

Grafikken viser, at antallet af storme over Danmark varierer meget, men at der ikke var flere stærke storme i Nordsøområdet i slutningen af det 20. århundrede sammenlignet med f.eks. slutningen af det 19. århundrede.

Kurven er baseret på trykforskelle mellem nærtliggende vejrstationer i Nordsøområdet. Stor trykforskel over kort afstand giver stærke vinde. På den måde kan trykmålingerne bruges som et mål for forekomsten af storme.

Søjlerne viser vindhændelser af stormstyrke eller kraftigere et eller andet sted over dansk område. I begyndelsen af det 20. århundrede er der dog ikke tale om egentlige vindmålinger, men om vurderinger baseret på forskellige indikatorer for storm (bølger, skader etc.). Derfor er antallet af storme noget usikkert først i 1900-tallet.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder