twitter google+ facebook

Bringer fremtiden flere decemberorkaner?

Vil fremtiden så bringe ændringer i hyppighed og/eller intensitet af storme?

Her må vi ty til klimamodeller, der fodres med den forventede udvikling i koncentrationen af drivhusgasser.

Det er selvfølgelig en usikker affære, og resultaterne repræsenterer scenarier (mulige udviklinger) snarere end forudsigelser.

På globalt plan viser mange nyere klimamodeller, at der sker en mindre svækkelse af ikke-tropiske storme - altså dem vi oplever på vores breddegrader - frem mod år 2100.

På den anden side er der også en temmelig generel tendens til, at der netop i Nordsøområdet - som et af de få steder - vil ske en vis intensivering af stormene. Både hvad angår hyppighed og styrke.

Det hænger sammen med, at vestenvinden generelt intensiveres i den nordlige del af Nordatlanten. Det betyder så igen, at der sker en forskydning af stormbanerne mod syd og øst i Atlanten i fremtiden. Herved bliver Nordsøen - og dermed Danmark - mere udsat.

Procentvis ændring i årets kraftigste vind fra i dag frem til år 2100. Data og grafik fra PRUDENCE-projektet.

Modellerne viser, at den højeste middelvind gennemsnitligt bliver ca. 10% - eller omkring 3 m/s (10 km/t) - højere i Danmark om 100 år (figur).

Umiddelbart lyder det ikke af meget. Men sammenholdt med den svagt forøgede hyppighed af stormene betyder det, at vindhastigheder, vi i dag kun oplever i snit én gang i hvert århundrede, bliver væsentligt hyppigere i fremtiden.

For Danmark betyder det, at vi får noget, der ligner det vindklima, der er i Skotland i dag.

Det skal understreges, at fremtidens ekstreme vindforhold netop er et af de steder, hvor klimamodellerne har de største usikkerheder.

Hvorvidt vi får en decemberorkan med i gennemsnit 30, 10 eller 5 års mellemrum i slutningen af det 21. århundrede er altså et vigtigt område for fremtidig forskning. Mange af de konstruktioner vi bygger i dag, skal helst designes, så de kan holde også i år 2100.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder