twitter google+ facebook

Blev DMI klogere af decemberorkanen?

Selv om ordet ORKAN kunne læses i DMI's vejrudsigter allerede dagen før den 3. december 1999, måtte vi i dagene efter sande, at orkanen var kommet bag på Danmark.

Derfor tog DMI kontakt til beredskabsmyndighederne, og allerede ved den næste storm 14 dage senere var der indført procedurer, så beredskabsmyndighederne modtog vejrinformation direkte fra DMI.

Det blev så fulgt op året efter, hvor DMI begyndte at udsende særlige varsler til befolkningen og beredskabsmyndighederne. F.eks. kom der blinkende lamper på DMI's hjemmeside, når der var voldsomt vejr i vente (lamperne på dmi.dk er i dag erstattet af boxen 'Varsler')

Samtidig arbejdede udviklerne i DMI's Sektion for Meteorologi (i dag CMM) på at finde ud af, om orkanen kunne forudsiges helt perfekt.

De udførte et eksperiment med at beregne orkanens udvikling ved hjælp af en model med kun 7,5 kilometer mellem gitterpunkterne. Det giver en næsten perfekt forudsigelse.

Se DMI's simulering af orkanens bane, trykfordelingen og vindhastighederne (gif - 800 kb - åbner i separat vindue).

Det skyldes ikke alene, at modellen er meget detaljeret, men også at den tager hensyn til et meget stort geografisk område, så den kan indeholde orkanen i hele dens livscyklus.

Blandt andet disse eksperimenter har ført til, at DMI nu beregner vejrprognoser med 16 kilometer mellem gitterpunkterne for et område, der dækker hele Europa, Nordatlanten, det arktiske område og det nordlige Asien og Nordamerika (figur og tabel).

T15 K05 SKA
Antal vertikale lag 40 40 65
Horisontal opløsning 0,15° (16 km) 0,05° (5 km) 0,03° (3 km)
Tidsskridt 400 s 150 s 90 s
Randværdi model ECMWF ECMWF ECMWF
Prognoselængde 60 timer 48 timer 54 timer
DMI's operationelle vejrmodel, DMI-HIRLAM køres i flere udgaver der dækker forskellige geografiske områder. Den horisontale udstrækning af de vigtigste modeller vises i figuren.

En særlig detaljeret model med kun 3 kilometer mellem gitterpunkterne beregnes for et område der dækker Skandinavien, hele Østersøen, Nordsøen, De Britiske Øer, Island og dele af Nordeuropa.

Orkaner er heldigvis sjældne fænomener, og vi kan ikke med sikkerhed sige, at den næste vil blive forudsagt perfekt. For den seneste virkelig voldsomme orkanlignende storm den 8. januar 2005 var prognoserne dog næsten helt korrekte.

Det antyder, at de nye modeller - udviklet med decemberorkanen i baghovedet - har bragt os et godt stykke fremad.

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder