twitter google+ facebook

Andre menneskeskabte klimaændringer

Det er ikke kun igennem udledningen af drivhusgasser at mennesker påvirker jordens klima.

Ændringer i landoverfladernes beskaffenhed forårsaget af for eksempel skovrydning eller -rejsning, ændret landbrugspraksis eller bebyggelse påvirker også klimaet.

For eksempel viser målinger, at en opvoksende skov lokalt fører til øget nedbør. Ændringer i arealanvendelse vil desuden påvirke det globale kulstofkredsløb og dermed også det globale klima, fordi kulstof indgår i et kompliceret kredsløb i naturen mellem atmosfære og oceaner, jordoverfladen og planterne.

En anden menneskeskabt påvirkning kommer fra flytrafikken. Fly slipper gasser, især vanddamp og kuldioxid, samt partikler direkte ud i atmosfæren. Alle kender de hvide striber på himlen efter flyudstødning, såkaldte kondensstriber eller contrails, der dannes af vanddampen.

Nogen gange forsvinder striberne hurtigt igen, men andre gange kan der – afhængigt af atmosfærens temperatur og indhold af vanddamp – i områder med meget flytrafik blive så mange, at de slører Solen. Contrails virker opvarmende på jordoverfladen, ligesom høje tynde skyer.

Contrails der kaster skygger på et underliggende skylag. Foto Daniel Goldenberg

Redaktion Carsten Ankjær Ludwigsen, kommunikation@dmi.dk

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder