twitter google+ facebook

Krigen på Krim hjalp klimaforskerne

En beregning af den historiske globale middeltemperatur, som troværdigt kan sættes i forhold til vore dages beregninger, kræver systematiske målinger over store områder. Det fik man i midten af 1800-tallet.

Allerede i starten af 1600-tallet, kort efter at termometeret var blevet opfundet, begyndte man at lave de første systematiske målinger af temperaturen. I 1653 blev verdens første netværk af meteorologiske målinger oprettet i det nordlige Italien, og i 1669 udkom den første videnskabelige artikel baseret på temperaturmålinger.

Bortset fra et forsøg i Tyskland og omkringliggende lande fra 1780 til 1790 blev målingerne imidlertid først i 1850'erne sat i system i et omfang, der gør, at klimaforskerne tør sammenligne resultaterne fra dengang med resultaterne i dag.

Under Krim-krigen, den 14. november 1854, blev den fælles britisk-fransk-tyrkiske flåde ødelagt af en orkan i Sevastopols havn. Det blev efterfølgende klart, at orkanen faktisk kunne have været forudsagt på baggrund af vejrobservationer fra andre områder i Europa, hvis man vel at mærke havde sørget for at telegrafere observationerne. Derfor blev det besluttet dels at oprette nationale vejrtjenester, dels et internationalt system, hvor temperaturen blev målt og rapporteret af skibsfarten.

Scene fra belejringen af Sevastopol i 1855 under Krimkrigen malet af Grigoryi Shukaev.

Det viste sig desuden hurtigt, at systemet også var til gavn for skibsfarten selv. Ud fra målingerne kunne man bedre planlægge skibenes ruter, så risikoen for at sejle ind i storme var mindre, og chancen for medvind og gunstige strømforhold større.

"Tilmed var det så heldigt, at man også var opmærksom på, at det var bedst at foretage målingerne om natten. Om dagen ville usikkerheden have været betydeligt større afhængigt af, om Solen skinnede direkte på termometeret, hvordan skydækket var og så videre," forklarer seniorforsker Martin Stendel, Danmarks Klimacenter.

Alt i alt var systemet så godt, at vore dages klimaforskere stoler næsten lige så meget på sejlskibenes målinger som på vore dages målinger til havs, fordi fejlkilderne er kendte, beskrevet og korrigeret. Inden for forskningen arbejder man ikke med absolut sikkerhed, men betragter normalt 95 procent sandsynlighed for et korrekt resultat som tilfredsstillende. Man angiver med andre ord et usikkerhedsinterval, som det korrekte resultat med 95 procents sandsynlighed ligger inden for. I 1850'erne er dette interval plus/minus 0,02°C, når det gælder måleusikkerheden for havenes andel af ændringer i den globale middeltemperatur. I dag er dette interval ganske vist langt mindre, men plus/minus 0,02°C er trods alt et meget snævert interval, når man tænker på, at klimaforskerne interesserer sig for ændringer i den globale middeltemperatur på op mod 0,7°C.

På land er måleusikkerheden større, og den er dårligere dokumenteret. Derfor vurderer klimaforskerne, at intervallet, hvor det korrekte resultat fra målingerne af landoverfladens bidrag til den globale middeltemperatur i 1850’erne med 95 procents sandsynlighed ligger, er på plus/minus 0,58°C.

Lægger man måleusikkerheden for havenes bidrag og landoverfladens bidrag sammen, får man en usikkerhed på plus/minus 0,6°C for den globale middeltemperatur i 1850’erne. Til sammenligning er usikkerheden i dag mindre end plus/minus 0,1°C.

Fem forskellige måder at bære hovedbeklædningen balaklava. Balaklavaen er opkaldt efter byen af samme navn nær Sevastopol, hvor britiske tropper under Krimkrigen fik tilsendt strikkede huer som beskyttelse mod den bidende vinterkulde i området. Foto Per Erik Strandberg anvendt under Creative Commons Attribution ShareAlike licens.

Gennem hele perioden fra 1850 til i dag er usikkerheden blevet støt og roligt mindre i takt med, at man har fået langt flere målinger. Samtidig er instrumenterne blevet bedre, og den internationale enighed om, hvordan man bør måle, er vokset. To undtagelser er dog perioderne omkring de to verdenskrige, som på forskellig vis forstyrrede målearbejdet, og hvor usikkerheden derfor blev lidt større.

For perioden omkring 2. verdenskrig er der desuden det specielle forhold, at man i 1943 skiftede metode ved målinger af temperaturen til havs. Samtidig blev der netop i starten af 1940’erne konstateret overraskende høje værdier for den globale middeltemperatur – værdier, som man savner forklaring på. Den internationale meteorologiske organisation WMO overvejer i øjeblikket, om der er grundlag for at justere kurven for variationerne i den globale middeltemperatur for 1940’erne på grund af skiftet i målemetode.

Temaet er skrevet af videnskabsjournalist Morten Andersen

Redaktion Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder