twitter google+ facebook

Stigende afsmeltning

Øget afsmeltning fra indlandsisen er årsag til omkring halvdelen af det observerede massetab fra iskappen gennem de senere år.

Smeltning i overfladen af indlandsisen bestemmes med punktmålinger fra et netværk af vejrstationer (link til måleboks), hvorpå måleresultaterne generaliseres til større områder ved hjælp af modelberegninger. Desuden observerer satellitter refleksionen fra iskappen, som ændrer sig, når sne og is smelter.

Smeltningen er blevet bestemt siden 1958, og fem af de seks største smelteår ligger alle efter 2006. Det hidtidige rekordår var 2007, hvor smeltesæsonen var 25-30 dage længere end i de tidligere år, og siden er denne rekord blevet slået i 2010 og derefter yderligere udbygget i 2012, som var et helt ekstremt smelteår. 

Smeltevandssøer dræner til iskappens bund

Om sommeren dannes der tusindvis af smeltevandssøer i områderne nær isranden. Søerne kan dræne til bunden af iskappen gennem spalter i isen, og det har længe været omdiskuteret, om smeltevandet virker som et smøremiddel, der kan sætte ekstra fart i udløbsgletscherne.

I august 2006 observerede en international forskergruppe, hvordan en fire kilometer lang og otte meter dyb smeltevandssø drænede væk fra iskappen på blot halvanden time – en transport af vand, der kan sammenlignes med Niagara vandfaldet. Søen forsvandt nær ved den isstrøm, som føder den store udløbsgletscher i Ilulissat Isfjord i Vestgrønland. Resultatet var, at isstrømmen accelererede stærkt i nærheden af den forsvundne sø. Men heldigvis var accelerationen beskeden ude ved gletscherens udløb - sandsynligvis fordi undergrunden her i forvejen er velsmurt af flydende vand.

DMI's vejrstationer i Grønland indgår i arbejdet med at bestemme afsmeltningen fra indlandsisen.

Fortsat forskning skal afklare, hvor meget smøreeftekten generelt betyder for gletschernes hastighed og for kælvningen af isbjerge. Spørgsmålet er vigtigt, fordi antallet af smeltevandssøer nær isranden vil stige i takt med de forudsagte temperaturstigninger.

Smeltevandssøer på indlandsisens overflade kan dræne gennem huller og sprækker til bunden af iskappen, hvor smeltevandet virker som et smøremiddel under gletscherne og øger deres hastighed. Foto Lars Andersen.

Temaet er skrevet af videnskabsjournalist Rolf Haugaard Nielsen.

Redaktion Peter Lang Langen og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder