twitter google+ facebook

Indlandsisen på Grønland

Grønland er verdens største ø med areal på over 2,2 millioner kvadratkilometer – næsten 50 gange Danmarks størrelse. Det nordligste punkt er kun 740 kilometer fra Nordpolen, mens sydspidsen ligger på samme breddegrad som Oslo. Landets nordlige del knytter sig nært til det nordamerikanske kontinent, som kun er skilt fra øen af et smalt og ofte isfyldt hav, mens Sydgrønland indtager en mellemstilling mellem kontinentet i vest og oceanet i øst.

Den enorme ø er helt domineret af indlandsisen, som dækker 80 procent af Grønland. Den resterende femtedel af øen er hjemsted for landets dyreliv og planteliv, og det er her menneskene bor, især på de kyststrækninger, hvor der er adgang til åbent vand.

Klimaet i Grønland varierer enormt fra nord til syd, men er som helhed arktisk – der kan ikke vokse skov. Som resten af Arktis er indlandsisen, kystområderne og de omgivende have meget følsomme over for klimaændringer, fordi ændringer i temperaturer omkring frysepunktet både påvirker miljøet og livsbetingelserne for planter, dyr og mennesker.

Grønlands indbyggere bor – så at sige – på randen af istiden. Foto: Peter Siewertsen.

Klimamodellerne peger entydigt på, at temperaturstigningerne som følge af den menneskeskabte drivhuseffekt vil slå stærkest igennem i Arktis frem imod år 2100. I Grønland kan klimaet blive 7-8 grader varmere sidst i århundredet.

En isbjørn jager sæler fra isflager i Framstrædet. Hvis opvarmningen af Arktis får havisen til at svinde dramatisk ind, er selve ikonet på det arktiske dyreliv truet på sin eksistens. Foto: Gorm Dybkjær, DMI.

Iskappen i sidste mellemistid

For omkring 2,75 millioner år siden begyndte der at blive dannet iskapper på den nordlige halvkugle, og lige siden har Jordens klima skiftet mellem kolde istider og varme mellemistider som den nuværende varme periode, der begyndte for 11.700 år siden.

På internationalt plan har der været fokus på, om indlandsisen smeltede helt eller delvist i sidste mellemistid, Eemtiden, for 130.000 til for 115.000 år siden. I Eemtiden var der gennem årtusinder fem grader varmere i Grønland end nu, og vandstanden i verdenshavene var fire til seks meter højere end i dag. Eemtiden er derfor en mulig analogi for fremtidens klima.

I 2007 fandt en forskergruppe fra Københavns Universitet under ledelse af professor Eske Willerslev gener fra urgamle træer, urter, græsser og insekter i den mudrede is i bunden af en iskerne, som er udboret ned gennem iskappen i Sydgrønland. Bundisen kan ikke dateres direkte, men ved hjælp af fire uafhængige metoder blev skoven estimeret til at være mellem 450.000 og 800.000 år gammel. Den gode nyhed er, at isdækket i Sydgrønland, som er mest udsat for smeltning, ikke kollapsede i den varme Eemtid. Hvis der havde vokset træer og planter på stedet i den sidste mellemistid, ville alle DNA-spor fra tidligere økosystemer nemlig være gået tabt.

Professor Dorthe Dahl-Jensen fra Københavns Universitet har udført modelberegninger, som peger på, at iskappen i Sydgrønland svandt ind til en kilometers højde i Eemtiden - mod to kilometer i dag - og at afsmeltningen fra indlandsisen bidrog med to meter til vandstandsstigningen i havene.

Også på forskningsstationen Summit på midten af indlandsisen er der tidligere taget to lange iskerner op. I dag foregår der stadig undersøgelser af sne og is. Foto Lars Andersen.

Temaet er skrevet af videnskabsjournalist Rolf Haugaard Nielsen.

Redaktion Peter Lang Langen og Bjarne Siewertsen, bsi@dmi.dk

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder