Tema: IPCC's femte hovedrapport

Modvirkning

Tendenser i drivhusgasudledningerne

Globale drivhusgasudledninger er fortsat med at stige i perioden fra 1970 til 2010 med større hastighed mod slutningen af perioden.

På trods af et voksende antal politikker til modvirkning er klimaændringer og reduceret energiintensitet er de årlige drivhusgasudledninger gennemsnitligt steget med hvad der svarer til 1 GtCO2eq (gigatons CO2-ækvivalenter) årligt i perioden 2000-2010, mens det tilsvarende tal for perioden 1970-2000 var 0,4 GtCO2eq.

Stigningstakten i udledningerne fra 2000-2010 er den højeste i menneskets historie, og den årlige udledning nåede i 2010 49 GtCO2eq hvor den i 1970 var 27 GtCO2eq.

Økonomisk vækst og befolkningsvækst er de to største årsager til den øgede udledning af CO2 fra fossile brændsler i 2000-2010.

CO2 udgjorde 76 % af de globale udledninger i 2010 og er fortsat den dominerende menneskeskabte drivhusgas.

Uden yderligere tiltag til udledningsreduktioner, vil væksten i udledningerne fortsætte og vil resultere i globale temperaturstigninger på 3,7 - 4,8°C [2,5-7,8°C] i 2100 sammenlignet med det førindustrielle niveau. 

Samlet årlig drivhusgasudledninger fra 1970-2010.

Reduktionsscenarier

En atmosfærisk drivhusgaskoncentration på omkring 450 ppm CO2eq i slutningen af århundredet er nødvendig, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 2°C i forhold til det førindustrielle niveau. Det indebærer reduktioner i drivhusgasudledningerne i 2050 på 40-70% i forhold til 2010.

Når den atmosfæriske koncentration op på mellem 530 og 650 ppm CO2eq i slutningen af århundredet, er det mere usandsynligt end sandsynligt at begrænse temperaturstigningen til 2°C i forhold til det førindustrielle niveau.

Hvis den atmosfæriske koncentration når over 650 ppm CO2eq, er det er usandsynligt at begrænse temperaturstigningen til 2°C i forhold til det førindustrielle niveau.

Hvis temperaturstigningen skal begrænses til 1.5°C i 2100 forhold til det førindustrielle niveau, må den atmosfæriske koncentration holdes under 430 ppm CO2eq i slutningen af århundredet. Til sammenligning er koncentrationen af CO2eq estimeret til at være 430 ppm i 2011.

Scenarier for drivhusgasudledninger frem til år 2100.

Hvis landene implementerer deres nuværende reduktionstilsagn (Cancún pledges) for 2020, vil udledningsniveauet stadig overstige det udledningsniveauet, hvor det er ligeså sandsynligt som usandsynligt (33-66%) at begrænse temperaturstigningen til 2°C i forhold til det førindustrielle niveau. 

Overgangen til lave udledningsniveauer bliver betydeligt vanskeligere, hvis  yderligere reduktionstiltag ikke iværksættes før 2030. Der vil også være større afhængighed af teknologier, som kan fjerne CO2 fra atmosfæren, og højere omkostninger forbundet med reduktionsindsatsen.

Det indebærer reduktioner i drivhusgasudledningerne i 2050 på 40-70% i forhold til 2010 at begrænse den atmosfæriske koncentration til omkring 450 ppm CO2eq i slutningen af århundredet - og dermed begrænse opvarmningen til 2°C.

Sådanne reduktioner kræver en tre- til firedobling i 2050 af andelen af kulstoffattig energiforsyning fra vedvarende energi, kernekraft og fossil energi med kulstofopsamling og -lagring (CCS) eller bioenergi med kulstofopsamling- og lagring (BECCS).

Teknologier og metoder til at fjerne CO2 fra atmosfæren (Carbon Dioxide Removal – CDR, herunder CCC, BECCS og skovrejsning) skal også anvendes. Men tilgængeligheden og omfanget af CDR-teknologier og -metoder er usikker, ligesom de i varierende grad er forbundet med udfordringer og risici. 

Reduktionstiltag

Helhedsorienterede og tværsektorielle tilgange til modvirkning af klimaændringer forventes at være de mest omkostningseffektive og mere effektive til at reducere udledninger end politikker sektor for sektor. 

En nøglestrategi er forøget energieffektivisering og adfærdsændringer i forhold til at reducere i energibehovet.

Energiforbruget i den industrielle sektor kan reduceres væsentligt ved at udbrede implementeringen af allerede tilgængelige teknologier. 

I transportsektoren er der gode muligheder for at sænke energiforbruget kraftigt. Med tekniske og adfærdsmæssige tiltag kan energiforbruget i transportsektoren sænkes med op til 40%  i 2050 i forhold til i dag, herunder investeringer i ny infrastruktur og fornyet byplanlægning for alle transportformer. 

Genanvendelse og affaldshåndtering giver væsentlige muligheder for udledningsreduktioner og sænket efterspørgsel af fossile brændsler.

Energiforbruget fra den globale bygningssektor forventes være fordoblet i midten af århundredet, men udbredelsen af avancerede teknologier, know-how og politikker kan gøre det rentabelt at stabilisere eller reducere energiforbruget i midten af århundredet. 

Landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse kan stå for et netto-optag af CO2 inden århundredets udgang. De mest omkostningseffektive muligheder inden for skovbrug er skovrejsning, bæredygtig skovforvaltning og reduceret afskovning.

Bioenergi kan spille en afgørende rolle i at stabilisere klimaet. Hindringer for udbredelsen af bioenergi i stor-skala inkluderer bekymringer om bl.a. fødevareforsyning, vandressourcer og biodiversitet.

Omkostninger og gevinster

Estimaterne af omkostningerne ved reduktionsindsatsen varierer meget og er meget følsomme over for modeldesign, antagelser og teknologiudvikling. Estimaterne tager heller ikke højde for værdien af positive sideeffekter som f.eks. forbedret luftkvalitet og øget energisikkerhed. 

Hvis den globale opvarmning skal begrænses til 2°C  indebærer det et forbrugstab på 4,8 % (3-11%) frem mod år 2100. Forbrugstabet svarer til en årlig reduktion i forbrugsvæksten på 0,06 (0,04-0,14) % om året, hvor forbrugsvæksten ellers er beregnet til at være 1,6-3 % om året. 

Estimaterne inkluderer ikke gevinsten ved modvirkning af klimaændringer eller sidegevinsterne så som forbedret luftkvalitet, øget energisikkerhed og positive effekter på menneskeligt helbred og økosystemer.

Politikker og institutioner

Et antal lande har siden fjerde hovedrapport indført kvotesystemer, men de har haft begrænset effekt i fraværet af et effektivt kvoteloft. 

Udfasningen af subsidier til fossile brændsler kan reducere de globale udledninger. Det vil dog nogle steder kræve en omfordelingsmekanisme, hvis ikke det skal ramme lavindkomstgrupper.

En overgang til en kulstoffattig økonomi forudsætter ændrede investeringsmønstre, hvor investeringer i udvinding af fossile brændsler og traditionelle kraftværker falder, mens investeringer i vedvarende energi, kulstofopsamling og -lagring samt energieffektivitet i transport, bygninger og industri stiger.

Private investeringer kan spille en vigtig rolle og kan øges vha. gode rammevilkår i form af effektive institutioner og stabil lovgivning og/eller konkrete instrumenter som garantier og støtte.

Teknologi- og forskningspolitik har en særlig rolle at spille som supplement til øvrige politikker for modvirkning af klimaændringer. Offentlige forskningsprogrammer og understøttende politikker har ført til væsentlig udbredelse og udvikling af nye energiteknologier.

Internationalt samarbejde om klima foregår i et stigende antal institutioner. FN’s Klimakonvention, UNFCCC, er det primære internationale forum for klimaforhandlinger, men andre institutioner organiseret på mange forskellige niveauer har fået øget betydning.

Af Majken Salomon Hesskommunikation@dmi.dk

© DMI,14. april 2014