Tema: IPCC's femte hovedrapport

Forståelse af klimaet og dets forandringer

Klimasystemet forstås ud fra kombinationen af observationer, teoretiske studier af feedback-processer og modelsimulationer.

Mere detaljerede observationer og forbedrede klimamodeller er nu til rådighed sammenlignet med IPCC's fjerde hovedrapport. Derfor er det nu muligt at tilskrive menneskelig indflydelse på flere komponenter af klimasystemet.

Menneskets indflydelse på klimasystemet er tydelig. Det fremgår af de stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren, den positive strålingspåvirkning, den observerede opvarmning og forståelsen af klimasystemet.

Evaluering af modeller

Klimamodellerne er forbedret siden IPCC's fjerde hovedrapport, og de kan reproducere det observerede mønster og tendenser over årtier i overfladetemperatur inklusiv den hurtige opvarmning siden midten af det 20. århundrede og afkøling umiddelbart efter vulkanudbrud.

De langsigtede modelsimuleringer viser en tendens i overfladetemperaturen fra 1951 til 2012, som stemmer overens med den observerede tendens. Der er dog forskelle mellem den simulerede og observerede tendens over korte perioder (10-15 år).

Forskellen mellem modeller og observationer de seneste 15 år skyldes i stort set lige grad reduceret strålingspåvirkning og intern variabilitet. Den interne variabilitet inkluderer en mulig omfordeling af varme i havene. Den reducerede strålingspåvirkning skyldes primært vulkanudbrud og timingen af den nedadgående fase af solens 11-års cyklus.

Simuleringer af nedbør på en kontinent-skala er forbedret siden IPCC's fjerde hovedrapport, men på regional skala er simuleringerne mindre gode.

Kvantificering af respons

Størrelsen af den globale opvarmning som respons på tidligere og fremtidige påvirkninger kan findes ved hjælp af observations- og modelstudier af temperaturændringer, klima feedback-mekanismer og ændringer i Jordens energibudget.

Feedback mekanismer fra ændringer i vanddamp og forskelle imellem opvarmningen af atmosfæren og overfladen er ekstremt sandsynligt positive og forstærker derfor klimaændringerne.

Klimafølsomheden kvantificerer klimasystemets respons på en konstant strålingspåvirkning. Den er defineret som ændringen i den global overfladetemperatur, ved en fordobling af CO2-koncentrationen i atmosfæren.

Klimafølsomheden er med stor sikkerhed 1,5 til 4,5 °C. Den nedre grænse af intervallet er lavere end de 2 °C i IPCC's fjerde hovedrapport, men den øvre grænse er den samme. Intervallet afspejler en større forståelse, udvidede temperaturmålinger og nye estimater af strålingspåvirkningen.

Læs mere om klimafølsomhed og strålingspåvirkning.

Påvisning og tilskrivning

Det er ekstremt sandsynligt, at menneskelig indflydelse er den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af det 20. århundrede. Temperaturstigningen har opvarmet havet, smeltet sne og is, havniveauet og ændret nogle klimaekstremer i den sidste halvdel af det 20. århundrede.

Sammenligning af modelsimulationer og observationer af overfladetemperaturer og havets varmeindhold. Modelsimulationerne er både med og uden menneskeskabte påvirkninger.
Sammenligning af modelsimulationer og observationer af overfladetemperaturer og havets varmeindhold. Modelsimulationerne er både med og uden menneskeskabte påvirkninger.

Mere end halvdelen af den observerede opvarmning fra 1951 til 2010 kan tilskrives menneskeskabte drivhusgaskoncentrationer og andre menneskeskabte årsager.

Drivhusgasser bidrog til en opvarmning af den globale overfladetemperatur  på mellem 0,5 til 1,3 °C i perioden 1951-2010, hvoraf bidragene fra andre menneskeskabte påvirkninger inklusive aerosolers afkølende effekt var mellem -0,6 °C og 0,1 °C.

Naturlige påvirkninger bidrog til en opvarmning på -0,1 °C til 0,1 °C og intern variabilitet bidrog med -0,1 °C til 0,1 °C. Tilsammen vurderes bidragene at være konsistente med den observerede opvarmning på ca. 0,6-0,7 °C i denne periode (1951-2010).

Det er meget sandsynligt, at menneskeskabte påvirkninger har bidraget væsentligt til observerede globale øvre havlags (over 700 m) varmeindhold siden 1970’erne.

Menneskeskabte påvirkninger har meget sandsynligt bidraget til tab af havis i Arktis siden 1979, og sandsynligt til tilbagetrækningen af gletsjere siden 1979 og stigende massetab af den grønlandske iskappe siden 1993.

Ingen stærke sammenhænge mellem ændringer i kosmisk stråling og skydække er blevet identificeret.

Sandsynligheder for ændringer i fremtidige ekstreme vejr- og klimahændelser samt tilskrivning af observerede ændringer. Klik for stor version.
Sandsynligheder for ændringer i fremtidige ekstreme vejr- og klimahændelser samt tilskrivning af observerede ændringer.

Af Majken Salomon Hess
Redaktion Michella Rasmussen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 27. september 2013

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder