Tema: IPCC's femte hovedrapport

Fakta om IPCC

FN's klimapanel og panelets arbejde

Hvad er IPCC?

IPCC (the Intergovernmental Panel on Climate Change) er et mellemstatsligt videnskabeligt organ der blev oprettet i 1988 af FN's særorganisationer for meteorologi (WMO) og miljø (UNEP).

IPCC’s formål er at forsyne verden med et klart videnskabeligt syn på aktuel viden om klimaændringer og deres potentielle miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser.

IPCC’s hovedaktivitet er med regelmæssige mellemrum at udgive vurderingsrapporter om den naturvidenskabelige viden om klimaændringer, klimatilpasning og afbødning af klimaændringerne. IPCC udfører ikke selv forskning, men vurderer den eksisterende viden og litteratur.

Arbejdet i IPCC understøtter arbejdet under FN’s Klimakonvention (UNFCCC). IPCC’s arbejde er politisk relevant som information for beslutningstagere, men IPCC kommer ikke med politiske anbefalinger.

IPCC’s arbejde med Femte Hovedrapport 

Rapporten offentliggøres i fire etaper og afsluttes endeligt i København i oktober 2014. 

Panelets omfattende høringsprocesser sikrer IPCC’s status som en unik og autoritativ kilde til omfattende, afbalanceret videnskabelig information til beslutningstagere. 

Hundredvis af forskere, faglige eksperter og eksperter fra embedsværket gennemgår rapportudkastene i flere omgange, for at sikre nøjagtigheden og fuldstændigheden af indholdet, og ligeledes den overordnede balance i udkastene. Alle kommentarer offentliggøres for at sikre en transparent proces. 

I dagene forud for offentliggørelsen af hver rapport afholder IPCC plenarmøde, hvor baggrundsrapporten godkendes, og rapportens ’Sammendrag for Beslutningstagere’ gennemgås minutiøst og godkendes. Medlemslandenes regeringer anerkender således rapporternes videnskabelige indholds autoritet. 

Danske Hovedbidragydere til Femte Hovedrapport

Forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen, Danmarks Klimacenter, DMI
Koordinerende hovedforfatter, kapitel 14, regionale klimaændringer (WG I)

Professor John R.  Porter,  Københavns Universitet
Koordinerende hovedforfatter, kapitel 7 om fødevaresikkerhed (WG II)

Gruppeleder, Simon Bolwig, DTU
Hovedforfatter, kapitel 4, bæredygtig udvikling (WG III)

Adjunkt Maria Josefina Figueroa, DTU
Hovedforfatter, kapitel 8, transport (WG III)

Professor Kirsten Halsnæs, DTU
Review editor, kapitel 14, regional udvikling og samarbejde (WG III)

Tidsplan for offentliggørelsen af Femte Hovedrapport

WG I: Naturvidenskabelig baggrund
Regeringsgodkendelse 23.-26. september 2013
Offentliggørelse 27. september 2013

WG II: Klima-effekter og tilpasning
Regeringsgodkendelse 25.-29. marts 2014
Offentliggørelse 31 marts 2014

WG III: Afbødning af klimaændringer
Regeringsgodkendelse 7.-11. april 2014
Offentliggørelse TBA

Synteserapport
Regeringsgodkendelse 27.-31. oktober 2014
Offentliggørelse 2. november 2014 (tbc)

DMI's delegation på vegne af Danmark i September 2013 i Stockholm, hvor IPCC færdiggjorde og offentliggjorte første del af femte hovedrapport. Fra venstre sidder Carsten Eskebjerg, Tina Christensen og Katrine K. Andersen. Foto Jens Hesselbjerg Christensen.
IPCC's 33. plenarmøde i Abu Dhabi 2011. På billedet ses den danske delegation bestående af Carsten Eskebjerg (Klima- og energiministeriet) og Anne Mette Jørgensen, tidligere delegationsleder (DMI). Foto Linn Bryhn Jacobsen.

Af Majken Salomon Hess
Redaktion Michella Rasmussen, kommunikation@dmi.dk

© DMI, 27. september 2013

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder