twitter google+ facebook

Kraftigere tropiske orkaner – sandsynligvis

Lige som i Danmark regner klimaforskerne med, at hyppigheden af kraftig nedbør vil stige globalt. Til gengæld vil der formentlig ikke komme flere tropiske orkaner. Men de, der kommer, vil nok blive voldsommere.

Det er sandsynligt, at den globale opvarmning vil føre til 'stigende intens tropisk cyklonaktivitet'. Sådan skriver FN's klimapanel IPCC i sin seneste samlede rapport fra 2007 om det mest ødelæggende vejrfænomen, som verden kender til.

En af forudsætningerne for at få en tropisk orkan er, at havets temperatur skal være højere end 27°C. Det vil naturligvis ske oftere i en verden, der er 3,1°C varmere – sådan som et af IPCC's mest fremtrædende scenarier regner med. Umiddelbart skulle man altså tro, at der derfor vil opstå flere tropiske orkaner – men faktisk regner IPCC tværtimod med, at der kommer færre.

"Det skyldes, at en havtemperatur over 27°C ikke er nok i sig selv til at skabe en tropisk orkan. Der skal også være en skarp temperaturkontrast tilstede, og de fleste modelberegninger tyder på, den kontrast vil være lidt mindre end i dag," forklarer seniorforsker Ole Bøssing Christensen, DMI.

Han understreger dog, at emnet fortsat er til diskussion.

Jova på vej mod Mexicos vestkyst i første halvdel af oktober. Her som en kraftig kategori 3, lige før den topper i styrke som en kategori 4. Foto fra Terra-satellitten, NASA.

"Man skal lægge mærke til, at mens IPCC skriver, at det er sandsynligt, at orkanerne vil blive kraftigere, så er panelet mere usikkert med hensyn til forudsigelsen af, at der vil blive færre af dem."

Den grundlæggende årsag til, at den globale opvarmning forventes at skabe kraftigere orkaner er, at varmere luft kan indeholde mere vanddamp og dermed mere energi. IPCC beskriver det som 'likely' – altså sandsynligt – at orkanerne bliver voldsommere.

Samtidig vurderer panelet det som 'very likely' – altså meget sandsynligt – at den globale opvarmning vil føre til stigende hyppighed af episoder med kraftig nedbør i det meste af verden. Det stemmer med modelberegningerne for Danmark.

Læs om jokeren i fremtidens ekstreme vejr: vil uvejrene ændre bane?

Temaet er skrevet af videnskabsjournalist Morten Andersen

Redaktion Ole Bøssing Chistensen, Bjarne Siewertsen og Carsten Ankjær Ludwigsen, kommunikation@dmi.dk