twitter google+ facebook

Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget og Montrealprotokollen

En af de mest succesrige internationale aftale nogensinde er uden tvivl Montreal-protokollen. Protokollen, der handler om beskyttelse af ozonlaget, er i dag underskrevet af 191 nationer og kun Andorra, Irak, San Marino, Østtimor og Vatikanstaten står udenfor.

Ozonlaget beskytter alt levende mod Solens UV-stråling, der forårsager hudkræft og belaster øjne og immunsystem. Ozonlaget kom for alvor på dagsordnen med en artikel i det videnskabelige tidsskrift Nature i maj 1985.

Artiklen viste, at tykkelsen af ozonlaget over Antarktis i de sydpolare forårsmåneder var aftaget fra mere end 300 Dobson enheder til mindre end 200. Fænomenet blev kendt som det antarktiske ozonhul og det blev knyttet sammen med stigende koncentrationer af menneskeskabte CFC-gasser.

Ozonlagets udtynding førte i 1987 til, at FN udarbejdede Montreal-protokollen, som begrænser udledningerne af ozon-nedbrydende stoffer.

Og Montreal-protokollen virkede. Mængden af de fleste ozonskadelige stoffer er enten aftaget eller stabiliseret, siden aftalen trådte i kraft i 1989. FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan gik i 2003 så langt som til at kalde Montreal-protokollen "...den måske til dato mest succesfulde internationale aftale".

Grundlaget for Montreal-protokollen er den såkaldte Wien-konvention fra 1985 om beskyttelse af ozonlaget. Den foreskriver, at parterne overvåger ozonlagets tilstand og forsker i de processer, der nedbryder ozonlaget. På vegne af - og med støtte fra - Miljøstyrelsen har DMI siden begyndelsen af 1990'erne varetaget opgaverne for Danmarks vedkommende.

Opsendelse af ozonsonde fra Thule Air Base til overvågning af ozonlaget ved polerne. Foto DMI.

Tema skrevet af Anne Mette K. Jørgensen og Tina Christensen
Redaktion Niels Hansen
og Carsten Ankjær Ludwigsen, kommunikation@dmi.dk

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder