twitter google+ facebook

Hvordan opstår El Niño?

En El Niño opstår når der sker en ændring af atmosfærens strømninger over Stillehavet.

Under normale forhold blæser en luftstrøm, kaldet passatvinden fra det østlige Stillehav omkring ækvator mod vest. Passatvinden 'skubber' dermed varmt overfladevand over til Indonesien. Samtidig stiger koldt bundvand op ved Sydamerikas vestkyst

De høje havtemperaturer medfører store mængder nedbør i det Indonesiske område, som er et af de mest regnfulde områder på Jorden. Med regnen stiger store luftmasser op i højere luftlag. Denne luft bevæger sig over mod Sydamerika, hvor det kolde hav får luften til at synke ned igen. Det skaber en trykforskel mellem øst og vest som opretholder passatvinden. Denne cirkulation kaldes Walker cirkulation.

En El Niño opstår, når der sker en tilfældig svækkelse af passatvinden. Svækkelsen laver en langsom bevægelse i oceanet fra vest mod øst. Denne bevægelse kaldes en Kelvinbølge. Den bærer varmen med sig, og efter nogen måneder stiger temperaturen ved Sydamerikas vestkyst. Dermed skabes en mindre temperaturforskel mellem øst og vest og Walker cirkulationen kollapser.

Øverst er der vist luftstrømmene, Walkercirkulationen, i øst-vestligt retning omkring ækvator og vertikalt op i atmosfæren under normale forhold om vinteren (december - februar). Skyerne viser, hvor de kraftige nedbørsområder er. Nedenunder er vist strømningerne på samme årstid ved El Niño.

De højere temperaturer ved Sydamerikas vestkyst under en El Niño giver mere nedbør og faldende lufttryk. Området omkring Indonesien bliver mere tørt og der skabes et højere lufttryk. Disse atmosfæriske forhold er med til at forstærke El Niño.

Effekterne af en El Niño er altså et koblet atmosfære-ocean fænomen, hvor El Niño er en del af det. Hele fænomenet kaldes ENSO, El Niño Southern Oscillation.

El Niño tilstanden varer normalt op til et år, i det Kelvinbølgen reflekteres af Sydamerikas vestkyst. Den reflekterede bølge mod vest kaldes en Rossbybølge. Rossbybølgen fjerner varmen fra Sydamerika, og vandet køles af igen.

Ofte, men ikke altid følger La Niña efter en periode med El Niño. Det kommer af, at Rossbybølgen fjerner mere varme end normalen, og dermed laver en særdeles stærk Walker cirkulation. Der kan gå op imellem et halvt og to år før de normale forhold er genskabt.

Øverst: Normale forhold i det tropiske Stillehavsområde. Nederst: Under en El Niño rykker det varmer overfladevand og opstigningen af varm, fugtig luft mod øst samtidig med at passatvinden svækkes i den vestlige og centrale del af det tropiske Stillehav og koldt bundvand forhindres i at nå overfladen i øst. (Kilde: NOAA og DMI)

Du finder links til andre hjemmesider med El Niño i 'Værd at Vide'-boksen til højre

For yderligere information kontakt Wilhelm May, wm@dmi.dk

Temaet er skrevet af Eigil Kaas, Henrik Feddersen, Wilhelm May, Leif Laursen og Mikael Barfred

Redaktion Martin Olesen og Carsten Ankjær Ludwigsen

Tilmeld dig DMI's ugentlige, elektroniske nyhedsbrev
Vejret undervejs på mobil.dmi.dk eller til iPhone eller Android
Følg DMI på Twitter
DMI's -nyheder